Skeletal Remains - The Entombment of Chaos

The Entombment of Chaos

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

En opblomstring af død!

Der har gennem de sidste par år været en massiv opblomstring i interessen for dødsmetal, og der er lige nu mange solide bands at finde på scenen både herhjemme og i udlandet. Kigger man på lineuppet for det Copenhell, der skulle have fundet sted i sommer, ser man bands som Blood Incantation og Gatecreeper, og har man fulgt bare en smule med i de sidste 5 år herhjemme, har man nok hørt om et lille jysk band ved navn Baest. Dødsmetallen har ændret sig ret markant gennem tiden, og der er både blevet eksperimenteret med det melodiske, det symfoniske og det stærkt tekniske. Alligevel virker det til, at det lige nu i høj grad mere er en dyrkelse af dødsmetallen i sin reneste form, der gør sig mest til kende. Et af de nyere bands i denne ældre genre er Skeletal Remains, der allerede har leveret et udmærket debutalbum i 2018 og nu er klar med en mindst lige så solid opfølger! 

Alt godt fra gemmerne

Skeletal Remains er på sit nyeste album, The Entombment of Chaos, hverken mere eller mindre end et rendyrket dødsmetalband. Derfor er de dog stadig hverken mere eller mindre end fænomenale til det. For hvis der ikke er noget galt med opskriften, hvorfor så prøve at fikse det? Albummet lægger ud med den lettere syrede, spacy og synthdrevne “Cosmic Chasm”, inden vi går hårdt ind i albummets første reelle sang (og single) “Illusive Divinity”. En sang der på mange måder skylder Morbid Angel meget med sit tonstunge riff, der stadig formår at være let fordøjeligt og genkendeligt og sit intense og dobbeltpedalsdominerede trommespil. Lytter man godt efter, kan man også høre, at der er lagt enkelte harmoniske andenstemmer ind på guitaren i nogle få af riffene. Lytter man til den sidste solo, der lukker sangen, kan man høre, at den er konstant tostemmig. Det kan dermed heller ikke udelukkes, at der også er blevet lyttet til en smule At the Gates eller Carcass under indspilningerne.  

Det er dog ikke det hele, der er fuld fræs derudaf. Omkring halvvejs på pladen bliver man mødt af et instrumentalt mellemspil med sangen “Enshrined in Agony”. Sangen består mere eller mindre kun af sammenspillet mellem to guitarer med diverse lydeffekter. Kombinationen af leadguitaren og de mere udvidede akkorder i rytmeguitaren er ellers noget, man normalt sjældent finder i den tungere dødsmetal, men her virker det upåklageligt. Sangen “Eternal Hate” er også et af højdepunkterne på pladen. Sangen bliver langsomt fadet ind og går dernæst efter et kort mellemspil over i et tungt groovende beat i midtempo. Denne side får hurtigt en til at tænke på klassikere som “God of Emptiness” og “Fall from Grace” fra førnævnte Morbid Angel. Men måske også i næsten højere grad på Obituary og deres sans for at kombinere det heavy med det tunge.

Glæden ved at vide, hvad man får

The Entombment of Chaos er på mange måder en solid opfølger til Skeletal Remains debutalbum, Devouring Morality. Deres fokus er skarpere, deres sangskrivning mere fokuseret, og deres sans for at kombinere alt det fede ved dødsmetallen uden at lade det lyde for søgt perfektioneret. Der er dog ikke meget nyskabende at finde, og kærligheden til Morbid Angel er aldrig langt væk. Men hvis det fungerer, er der jo heller ikke den store grund til at ændre ved for meget. Pladen får nok ikke klassikerstatus, som mange tidligere dødsmetalalbum har fået det. Det betyder dog ikke, at Skeletal Remains ikke viser, at de klart er et af de bedre bands ud af de mange dødsmetalbands, der er kommet frem i de sidste par år. Fremtiden ser lys ud for dem, og jeg vil se frem til, hvad de disker op med næste gang. 

Tracklist

  1. Cosmic Chasm (Intro)
  2. Illusive Divinity
  3. Congregation Of Flesh
  4. Synthetic Impulse
  5. Tombs Of Chaos
  6. Enshrined In Agony
  7. Dissecstasy
  8. Torturous Ways Of Obliteration
  9. Eternal Hatred
  10. Unfurling The Casket
  11. Stench Of Paradise Burning

Kommentarer (2)

Tidligere Bagedyst deltager.

Fedt mand...

Den skal jeg have købt til samlingen.

Skeletereret menneske

Den mangler lidt ledknogler

jeg vil godt give den 5 knogler. ud af 10 knogler.