Svenske Simon Says spiller ligesom landsmændene Flower Kings og Beardfish en omgang 60'er- og 70'er-inspireret progressiv rock med masser af moog og Hammondorgel. Deres nye album "Tardigrade" føjer ikke særlig meget nyt til genren. Det er gennemmelodisk musik, hvor de instrumentale fidlerier er til at følge med i. Bandet har en erklæret påvirkning fra King Crimson, men musikken får mig mere til at tænke på Procol Harum og nyere retro-progrock-navne som The Tangent, Spock’s Beard og som førnævnt Flower Kings og Beardfish (dog mest på dette bands nyeste album, "Sleeping in Traffic: Part Two", hvor de har skruet ned for de Paul Simon-agtige passager).

Mange af numrene på nærværende skive rykker faktisk ret fedt på grund af et godt sammenspillet, groovy band, f.eks. titelnummeret "Tardigrade" og den længere instrumentalpassage ca. 7 minutter inde på "As the River Runs". Der er et dejligt bestemt punch i trommeslageren, Mattias Jarlhed, som bringer tingene godt fremad også på de mindre spændende steder.

Som nævnt indledningsvist er der ikke voldsomt meget nyt under solen her. Der er intet forsøg på at blande den klassiske progrock med nyere tiltag, og numrene har ikke den store kompositoriske detaljerigdom (selv om musikerne hørbart er dygtige til at jamme og lave soloer). Når Simon Says' "Tardigrade" alligevel er et mindst lige så godt køb som f.eks. det seneste Flower Kings-album, "The Sum of No Evil", er det, fordi de i modsætning til blomsterkongerne har en forsanger, der nok er ret almindelig i sit udtryk, men faktisk er til at holde ud at høre på i længere tid ad gangen. Han er ikke altid helt præcis i sin intonation (f.eks. på "Circle’s End"), men generelt har han en god rock-stemme, der passer fint til genren. Så måske man skal holde lidt øje med sanger Daniel Fäldt og de fire øvrige medlemmer i Simon Says fremover.