"En En En" stor sort musikalsk jazz musikoplevelse

Det norske fusionsband Shining - hverken filmen eller det svenske band med samme navn - er aktuelle med en afløser for det meget anmelderroste album Blackjazz fra 2010.

Bandet, der oprindeligt er stiftet i i 1999 af Jørgen Munkeby, var på bandets to første udgivelser et akustisk jazzband, med inspiration fra John Coltrane med flere. Jørgen Munkeby hørte en del metal i sin ungdom, men han mistede, i forbindelse med optagelse på musikkonservatoriet, kontakten til metalscenen til fordel for jazzmusikken. Ved et tilfælde faldt han over igen over de gamle Death og Emperor plader, og det gav inspiration til, påny at udforske miljøet. Bandet skiftede derfor over tid musikalsk retning, og med det fjerde udspil, "Grindstone" fra 2007, begyndte Shining at inkorporere elementer fra progressiv rock og ligefrem metal. Munkeby blev særdeles inspireret af Marilyn Manson, Nine Inch Nails og Ministry, og denne lyd blev kombineret med jazz, og ud kom Blackjazz - som dels både var navnet på albummet, men også en ny subgenre inden for både jazz og metalverdenen.

Blackjazz modtog stor kritikerros, og lød da også som noget ingen tidligere havde hørt. Vedholdende rygter siger ligefrem, at CIA benyttede Blackjazz som lydtortur på Guantanamo basen - så fremmedartet, støjende og stressende var lyden af blackjazz, at det var det som skabt til formålet. Numrene på Blackjazz var lange - et enkelt over 10 minutter - og bar præg af improvisation og mange soloer.

Efterfølgeren har været imødekommet med spænding over hvilken musikalske retning Shining nu ville tage. One One One begynder med den hårdtslående og samtidig letgenkendelige "I Won't Forget" - en sukkerknald på små fire minutter, som indeholder både rå kant og et omkvæd, der efter én enkelt gennemlytning er umulig, at ryste af sig. Men bedst som man har fundet sig til rette, overdøver en pludselig og enerverende saxofonsolo lydbilledet. Saxofonen er umulig at abstrahere fra og spiller i så højt et tempo, at det skærer generende i ørene. Første tanke er, at der er en fejl i indspilningen, at musikfilen er korrupt eller, at din iPod er stået af. Ingen af delene er gældende. Du hører nu Blackjazz, og sådan formår Shining på ni ekstreme numre at tryllebinde og fascinere. Bedst som du forstår opbygning, bliver illusionen revet itu og lydbilledet skifter på et enkelt sekund karakter. Det er stærkt irriterende, voldsomt enerverende og samtidig meget dragende. Her er ingen akustisk guitar, ingen ballade eller anden forløsning. Det ene nummer afløser i rasende tempo det næste, og du bliver som lytter konstant udfordret.

Oplevelsen svarer til omkvædet fra "Off the Hook":

"Just when you think you're Off The Hook The Devil takes another look."

Hvor Blackjazz indeholder lange numre, er One One One skåret helt ind til benet. Tanken har været at udgive et album kun bestående af enere - deraf titlen på albummet.

Ligesom Blackjazz er også One One One produceret af Sean Beavan, der tidligere har arbejdet med Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Slayer. Sean Beavan er et varemærke på linje med Rick Rubin, og produktionen er derfor selvsagt også fuldstændig overlegen. Lydbilledet er både metallisk kantet og fuldstændig utilnærmeligt, samtidig med, at det er kommercielt og meget velegnet til MTV. Lyden er som et dejavu tilbage til Marilyn Mansons Antichrist Superstar eller Nirvanas Nevermind. Albums, hvor produktionen formåede at forene det ekstreme og kommercielle, dog uden at gå på kompromis med nogen af delene.

One One One er hurtigt overstået. Omkring 35 minutter. Væk er de progressive elementer og improvisationen som kendetegnet det forgående udspil. Hvor Blackjazz udfordrede lytterne i en sådan grad, at det har fanget CIAs interesse, er One One One et nøje udvalgt koncentrat. Det er fra begyndelsen tænkt stort og med fokus på, at levere en perlerække af hits, og missionen er lykkedes.

Shining forsætter med at overraske og har endnu engang formået at svinge taktstokken, træffe et logisk musikvalg og udfordrer endnu engang den etablerede musikverden og normer for, hvordan musik kan lyde. Det er voldsomt spændende at være vidne til, og jeg kvitterer med topkarakter og med håb om, at næste udspil på ny vil sætte en standard for, hvordan musik også kan lyde.

Shining har spillet flere gange i Danmark på blandet andet Larm-festival og Spot Festival. Derudover har Jørgen Munkeby arbejdet sammen med det alternative, danske Blood Sweat Drum + Bass Big Band.