Shed the Skin - The Forbidden Arts

The Forbidden Arts

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Siden en uheldig maskinarbejder for at halvt århundrede siden mistede spidsen af sin finger og ved et tilfælde ”opfandt” heavy metal, har genren adskillige gange foretaget, hvad man kan kalde et hamskifte. Disse skift har ofte taget tingene i en tungere og mere ekstrem retning, men samtidig har de været med til at revitalisere metallen og sikre dens fremtidige overlevelse. Efter fremkomsten af funeral doom og brutal dødsmetal kan man dog begynde at diskutere, om vi er ved at have nået grænserne for, hvor meget mere ekstrem lyden kan blive. Om det er denne analogi, amerikanske Shed the Skin har brugt for at finde et navn til deres band, skal jeg lade være usagt, men om ikke andet så er de aktuelle med deres tredje album, The Forbidden Arts.

Mere død, mindre doom

Med Shed the Skin er vi ude i en gang dødsmetal, der låner lidt fra doomen – inden nogen kommer med, hvad Danmarks bedst betalte pensionist kalder en dumsmart bemærkning, og spørger, om jeg mener death/doom, må jeg hellere gøre det klart, at det ikke er death/doom, vi er ude i. Bruger man Asphyx, der ofte spiller i samme tempo som det, man kravler under pigtråd med, som death/doom-pejlemærke, så er Shed the Skin klart hurtigere. Altså er det ikke death/doom, vi er ude i med The Forbidden Arts.

Det er da også, når Shed the Skin sætter tempoet i vejret, de fungerer bedst. Den stærke duo ”Skeletal Firestorm” og ”Archons of the Final Creation”, der åbner pladen, og senere hen ”Master of Thralls”, ”Glorified in Bloodsmoke” og ”The Moors, The Madness” er som at køre dødskørsel i en rustvogn med Satan selv bag rattet. Der bliver dækket op med lækre fuldfede riffs, præcis som man kender det fra doomen. De bliver bare hamret afsted med en dødsmetallisk fart og brutalitet, der borer riffene tilpas dybt ind i øregangen. Derudover sørger doomen for at strø en håndfuld fortvivlelse og afmagt ud over pladen for at sætte den perfekte stemning. Shed the Skin lukker da også pladen med manér på ”Speculum in Blood”. Et nummer, der er cirka lige så medrivende, som titlen er ulækker.

Dermed ikke sagt, de langsommere, mere doomede numre er decideret dårlige. ”Trow of Tragedy” og især ”Necromantic Wellspring” skulle man være et skarn for ikke at kunne holde ud at høre, til ørene bløder. Men ellers bliver fornævnte køretur med en hornet herre ofte af den mere traditionelle slags, og vi kan vist alle blive enige om, det ikke er, når man kører bag en rustvogn, at spændingskurven topper. Det er noget, der skal overstås hurtigst muligt, og sådan er det, desværre, også med hovedparten af doomen på The Forbidden Arts. Og hvis der var nogen, der kunne fortælle Shed the Skin, at man ikke bare peger et tilfældigt sted i et nummer og siger: ”Der skal være en solo”, så ville det være fint. ”Trow of Tragedy” og især ”The Laundress” har alle glimrende soli, men en god tommelfingerregel er: Hvis der skal presses med vold og magt for at få noget ind, så skal det nok ikke være der.

Der er ikke noget, der er så skidt, det ikke er godt for noget

Kan man lide sin dødsmetal krydret med en smule doom, så bør man give The Forbidden Arts et lyt eller to. Hvis ikke hele pladen så i hvert fald den håndfuld numre, der lægger sig mest ovre i den dødsmetalliske lejr. Det er udmærket dødsmetal afrundet med en lækker doomet atmosfære, fyldt med alskens elendigheder. Skulle man også føle sig modig og lytte til Shed the Skin, når de inviterer doomen helt ind i varmen, så skal man være velkommen; resultatet er ikke voldsomt fantastisk, men man kommer i det mindste til at sætte mere pris på dødsmetallen.

Tracklist

  1. Skeletal Firestorm
  2. Archons of the Final Creation
  3. Trow of Tragedy
  4. Master of Thralls
  5. Necromantic Wellspring
  6. Glorified In Bloodsmoke
  7. The Laundress
  8. Black Bile of Ceres
  9. The Moors, The Madness
  10. Veins of Perdition
  11. Speculum In Blood