Med lov skal land bygges

Malaysias metalscene hører måske ikke ligefrem til blandt de mest udbredte (selvom Encyclopedia Metallum hævder at have registreret hele 754 mere eller mindre aktive artister), hvorfor man må grave dybt for at gøre opmærksom på sig selv. Det er, og var, de barske vilkår for Shamash, der i 2020 debuterede med EP’en Suffering Servant. Hvad der burde have virket afskrækkende, har trioen givetvis i stedet valgt at se som en udfordring. Man gik således imod alle tænkelige genrekonventioner og skabte en bizar emulsion bestående af melodisk død, ’sort’ død og power(!). Stadig ikke kontroversielt nok i sig selv, siger du? Så læg dertil EP’ens primære tema om kristendom – indspillet i et land med overvejende muslimsk styre! Nu skriver vi så 2024, og første langspiller i form af Done With Misery (Nos Pergamos In Domine Saluteum) er ved at være på trapperne. Her melder sig unægtelig spørgsmålet, hvorvidt trioen er blevet mere ’retskafne’ med tiden. Til dét kan jeg kort og kontant svare nej! Snarere tværtom, fristes man endog til at sige …

Hmm … har vi ikke allerede hørt den (og den … og den… ?!)

Vi sidder ofte oppe i vores elfenbenstårn og fælder dom over metalbranchens gøren og laden. Det er nu engang anmelderens lod i livet, men så længe det foregår sagligt underbygget, tillige vores privilegium. Nu hvor præmissen er fastlagt, så bliver jeg simpelthen nødt til at adressere dispositionen med drypvist at udgive et halvt album hen over en periode på knap og nap to et halvt år. Done With Misery rummer i alt 10 numre, og åbneren “Not By My Heart” har som albummets Metusalem været i æteren siden november 2021. Foruden for længst at have mistet sin relevans, og ikke mindst lytterens interesse, så føjer nummerets flade omkvæd blot yderligere spot til skade. Den generiske göteborglyd såvel som de abrupte kontraster mellem ren vokal og growl emmer af moderne In Flames, alt imens Shamash som en ny gimmick har valgt at tilføje breakdowns med kraftige undertoner af metalcore, som vi kender dem fra Shadows Fall og Darkest Hour.

De knap så attraktive kendetegn fra ovennævnte EP titter atter frem, denne gang i form af ”The Missionary”, hvor tilføjelsen af metalcorebreaks, blackened deathgrowls og tremoloriffs(!) i uskøn forening bliver lige en tand til den ‘bøllede’ side. Bevares, vi er lykkeligvis et pænt stykke fra forsmædelige ”Spiritus Sanctus”, der mest af alt mindede om en fordrukken fætter-kusine-fest med deltagelse af Gollum, Pazuzu-besatte Regan fra Eksorcisten og ikke mindst en knokkelskæv Ghostface fra spoofklassikeren Scary Movie (ja, lige præcis – wazzzuuuppp???!!!). Fluks videre til ”Take Me As I Am”, der som senest udgivne single opfylder noget nær alle lyriske kriterier for kvalmeinducerende radiorabalder: ’Take me as I am / make me whole again / God heal me now / Take me as I am / make me new again / God, won’t you hear me now’. Vi kan også relativt ubesværet skræve hen over ”In Memoriam” og ”Interlude”, der ellers efter bedste evne forsøger at mane til refleksion – de nærmere omstændigheder vender vi tilbage til.

Hen mod albummets sidste og bedste tredjedel finder vi ”Nos Pergamos In Domine Saluteum”, hvor ovenstående ingredienser for en gangs skyld er doseret til noget nær perfektion. Med placering længere tilbage i mixet sætter den rene vokal og den latinske lyrik en ophøjet og stemningsfyldt atmosfære. Momentum bevares albummet ud, og især ”The War for Jerusalem” excellerer som det ubestridte hovedværk på Done With Misery. De mellemøstlige trommer, den vokale harmonisering bagerst i mixet samt det skarpt definerede udtryk af melodisk død, som efter ni numres betænkningstid klæder Shamash bedst, står dermed i skærende kontrast til oplægget på konkluderende ”The Return of Al Masih”. Den arabiske pendant til hebræernes Messias kobles efter islamisk tradition sammen med en ’hadith’ (nyhed eller beretning) om Jesu genkomst kort før dommedag. Han vil her udbrede islam over den ganske verden, hvorefter han vil besejre al-Masīh al-Dajjāl (’den falske Messias’, en parallel til Antikrist). Ironien kunne dårligt være tykkere. For sjældent har et band som i tilfældet Shamash i så udtalt en grad forbrudt sig mod så mange af metalscenens bud endsige Abrahams lære om religionernes segregation.

Forvirringen er total

Den opmærksomme læser vil bide mærke i løftet om et bud på intentionerne bag ”In Memoriam”. Nummeret virker, modsat ræsonnementerne bag debutalbummets generelle kunstneriske udtryk, faktisk såre simpelt. Til lyden af politisirener og ambulancereddernes mumlen over radioen om ‘cardiac arrest’ indikerer både ordene ’You’re forever in our hearts’ og selve sangtitlen dødsfald i bandets nære omgangskreds. Det akustiske ”Interlude” er angiveligt ment som et bearbejdende åndehul i forlængelse deraf. Selve grundtanken er glimrende og teknisk veludført. Den indlagte voiceover bekræfter derimod, hvorfor denne såvel som broderparten af skivens øvrige kompositioner ikke har den tilsigtede effekt. Shamash bærer simpelthen så mange masker, at vi endnu ikke ved, hvem de egentlig er. Det udgør i sagens natur noget af en udfordring, da vi dermed ser os ude af stand til at føle den sympati, der så indtrængende angles efter. Forvirret? Forståeligt! Andet ville så afgjort forbavse mig. Men under alle omstændigheder så er Shamash i hvert fald hinsides elendighed. Og det er vi gud ske tak og lov også.