Kan noget, der aldrig har været godt, blive godt?

Medmindre man har boet under en sten de sidste par år, eller mener metallen ikke har udviklet sig siden 1984, så ved man, at det nye sort indenfor deathcore er symfoniorkestre. Der sker dog også noget andet i genren, end at dirigentstave er mere in end overdimensionerede earplugs. Genren virker til at være opdelt i to. På den ene side er Whitechapel med til at gøre genren mere tiltalende og acceptabel, og på den anden er Thy Art is Murder og deres ”Make Deathcore Great Again”, hvor alt skal være tungt, brutalt og mere tungt. Men ind i mellem alt dette kommer de sindssyge australiere i Sensory Amusia væltende og ænser slet ikke de skarpt optrukne linjer, mens de smider deres nyeste skive Breed Death i skærmen på alle uforvarende skabninger.

Hvis ”fuck around and find out” var et band

Grunden til, at Sensory Amusia tosser rundt som en flok landsbytosser, er netop, at de ikke hører til nogle af de to ”deathcore-fraktioner”. Bandets lyd tyvstjæler nemlig en hel del fra Dyscarnate og andre mere moderne dødsmetalbands og krydrer det med en lidt teknisk, progget og til tider næsten grindet kant.

I modsætning til meget andet deathcore, der reelt set kunne nøjes med en godt nedstemt trestrenget guitar, så lyder det til, at Sensory Amusia har en ideologi, der hedder, at når man har betalt for hele guitaren, ja så skal hele guitaren også bruges. Noget som både ”Yersinia Pestis og ”Vermin” vidner om. Begge numre – ja faktisk hele pladen – har karakter af at være udklækket i et stalinorgel af en brainstorm, hvor alt var tilladt, og alt skulle inkorporeres bare for at give de musikalske egenskaber et skub. Et ambitiøst forsøg, der utvivlsomt ville slå fejl, hvis man, som Sensory Amusia ikke var den moderne døds Holger Bech Nielsen. For som en sand Dr. Frankenstein at sy deathcoren sammen med Dying Fetus-brutaliteter, teknisk lir fra Beneath the Massacre og et kaos skabt i en gensplejsning af Misery Index og Aborted og stadig formå at gøre det groovy og melodisk, er ikke noget man bare lige gør. Men ikke desto mindre er det, hvad der sker på ”Yersinia Pestis” og ”A Blank Canvas of Flesh”. Det er et absolut voldsorgie af sindssyge kaotiske ideer, der umiddelbart ingen sammenhæng har, men alligevel bliver flettet perfekt sammen, for derefter at tæve lytteren ned igennem gulvbrædderne og begrave dem i de pulveriserede murbrokker.

Men på trods af, at Sensory Amusia skriver deres musik lige så struktureret som et brændende højhus, der styrter i grus, så er groove og melodi stadig solide grundpiller i de fire australieres rædselskabinet. Det er jo trods alt ikke power violence, vi er ude i. Numre som ”Bind, Torture, Kill” – hvilket er en yderst fængende, men yderst forkert linje at nynne – og titelnummeret brager derudaf i al deres destruktive glorværdighed, men samtidig vil man i en hundredehestes brandert stadig nemt kunne give sig selv et piskesmæld eller to.

Den diametrale modsætning til AC/DC

Vælger man at forbigå Breeding Death udelukkende på grund af deathcore-mærkatet, så begår man en seriøs fejl. Den rene deathcore fylder så uendelig lidt og fungerer udelukkende som en bund, hvorpå Sensory Amusia bygger deres fremragende og kaotiske teknikaliteter ovenpå. Det er en fryd for øret, når de fire australiere lukker op for alle sluser og på fornemmeste vis lykkedes med at lave den diametrale modsætning til den ”klap-på-to-og-fire”-formel, som deres noget mere populære landsmænd har brugt i snart et halvt århundrede.