Copenhell X
Saor - Forgotten Paths

Forgotten Paths

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Folk metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det, som engang var

Der er bare noget ved black metal, der inviterer til soloprojekter. Måske er det mørket, mystikken og det introverte, der gør, at man har lyst til kun at forholde sig til sine egne tanker og sit eget sind. Det ufiltrerede kaos, der kun opstår, når man selv skal finde hoved og hale i galskaben. Måske finder man den nietzscheanske ide om, at hvis man stirrer ned i dybet, så stirrer dybet tilbage - tillokkende. Hvorom alting er, så har skotske Andy Marshall udgivet albums, som Saor siden 2013. Ulig andre black-solister er Saors musik storslået, episk, melodisk og velproduceret (ja, det er dig, jeg kigger på Varg). Marshall selv refererer til sin musik som ”kaledonisk metal”, altså det oprindelige og delvist mytiske navn som romerne i sin tid gav det land, vi nu kender som Skotland. Ergo kan vi regne ud, at Saors musik er en ode til det oprindelige, smukke og utæmmede højland fyldt med mystiske og uudforskede egne – med andre ord: ”det, som engang var”.

Konstant agtpågivenhed!

Forgotten Paths er Saors fjerde album, men hvis man kender dem, vil man hurtigt opdage, at albummet føles som en helt naturlig forlængelse af de tre tidligere udgivelser. Ikke kun i form og tematik men også helt bogstaveligt. At lytte til Forgotten Paths efter Guardians fra 2016, føles vitterligt, som om albummet bare fortsætter videre på samme måde, som Guardians føltes som en fortsættelse af Aura fra 2014. Det er helt fascinerende, hvor godt det er lykkedes Marshall at binde sine albums sammen – man sidder næsten og tror, at han har skrevet hele pivtøjet ud i en køre og så bare delt det op, hvor han mente, at det passede. Men, hvor fascinerende det nu engang er, så er det også en svaghed. Man kan ikke bare plukke enkelte numre ud og høre dem som singler, eller jo, det kan man godt, men det er at gøre albummet en bjørnetjeneste. For nok kan de fire numre stå på egne ben, men når de tages ud af kontekst, så mister de en hel del af deres charme og magi. Derudover er Saor ikke lettilgængelig eller letfordøjelig. Vi taler om numre, der generelt varer lidt over 10 minutter og har så mange forskellige dele, passager, tempi og instrumenter, at de kræver en koncentreret og opmærksom lytter. Også selvom musikkens skønhed er så hypnotiserende, at man hurtigt bliver lullet ind i en drømmelignende trance.

Skotland = Sækkepiber… Eller?

Når nu det er skotsk black-folk, så sidder man måske og tænker: ”Jamen… Hvor er sækkepiberne!?” (det gjorde jeg personligt), men her skal man huske, at Saor ønsker at hylde det urgamle Skotland, og at sækkepiben først kom til Skotland i 1400-tallet. Så hvis man ønsker sækkepibe-black, skal man lede andet sted. Der er ingen tvivl om Andy Marshalls musikalske talent eller hans evne til at strikke storslåede sange sammen. Musikken er ligeså smuk, som den er dyster, lige så opløftende, som den er melankolsk – han formår virkelig at lege med ens følelser. Det eneste, jeg ikke forstår, er, at han vælger at slutte albummet af med nummeret ”Exile”. Nummeret er på “kun” ca. fem minutter og er mest af alt blæsevejr og harpespil – og røvkedeligt. Den stemning, han har brugt lidt over 30 minutter på at bygge op, falder komplet til jorden som et korthus i en orkan – og det er virkeligt en skam!

Tracklist

  1. Forgotten Paths
  2. Monadh
  3. Bròn
  4. Exile

Tilføj kommentar