Et mix fra hele verden, både hvad angår sprog og genrer
Det østrigske band Russkaja er tilbage med deres femte album, og de, der troede, at Russkaja ville blive mere strømlinet med tiden, tog så afgjort fejl. På det nye album bliver der både sunget på engelsk, tysk og russisk. Der bliver spillet punk, heavy, reggae, ska og dancehall. Altså sammen med det gennemgående drive og flow fra Georgij Makazarias vokal og Mario Stüblers energiske trommer.
Man give dem, at de kommer vidt omkring
Åbningsnummeret starter med bandets klassiske lyd i form af en blanding af punk og ska. Melodien er god, og alt er godt. På næste nummer begynder man dog allerede at mærke, at de vil mere end blot denne frække combo. På nummeret ”Alive” bliver breakdown-stykkerne til elektronisk musik, og på tredje nummer får vi pludselig en reggae-ballade med fuld auto-tune. Lige efter det sender bandet et heftigt riff i højt tempo af sted. Hvad foregår her dog? Hvor er sammenhængen? Og det bliver ved. Der kommer sange på tysk og sågar på russisk. Sange på hele tre forskellige sprog på samme album er i hvert fald rekord for mit vedkommende. Men hænger det så sammen? Giver galskaben mening? Kun til dels, for selvom ska-elementerne kombineret med punken fungerer, kan man ikke sige det samme om auto-tunen. Det skærer i ørerne, virker mest af alt til at dække over, at Georgij Makazarias temme ikke er stærk nok til et så stille og følt nummer. Ideen med et mere gennemført reggaenummer er dog udmærket, da bandet groover megafedt. Det er bare en skam, at det ikke bliver eksekveret bedre. Det elektroniske drop lader også en del tilbage at ønske og bliver til et antiklimaks i en ellers fed sang. De forskellige sprog giver til gengæld albummet noget farve, som passer bandet rigtig fint.
Man skal ikke slå større brød op, end man kan bage
Anmeldere klager fra tid til anden over, at bands spiller for ”sikkert”. At de ikke tager nogen chancer på deres nye plader, men blot kopierer det, der virkede fra sidst. Det er på ingen måde tilfældet her. Det er superfedt at mærke, at Russkaja forsøger sig med så meget nyt på trods af, at de i forvejen blander mange genrer. Desværre forsvinder sammenhængskraften bare lidt, og nogle af sekvenserne lider også lidt under, at de ikke er blevet eksekveret til perfektion. Kosmopoliturbo efterlader en med en følelse af, at der er blevet et større brød, end de ellers dygtige bagermestre kan bage færdigt. Så hellere forsøge at tilføje en enkelt eller to nye lækre detaljer til sit brød, end at forsøge med fem på en gang og så ikke få bagt noget af det færdigt.
