Pure Wrath - Hymn to the Woeful Hearts

Hymn to the Woeful Hearts

Udkom

Type:Album
Genrer:Melodic Black Metal, Atmospheric Black Metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Virkelighedens dæmoner

For mange år siden besøgte min hustru og jeg Bali. Efter at have besøgt Kuta Beach, hvor vores guide sørgmodigt havde snakket om terrorbombningen i 2002, blev vi fortalt, at man altid kan genkende en javaneser på, at de aldrig smiler. Pure Wrath, et oneman black metal-band fra netop Java, laver heller ikke musik, der ligefrem giver en et smil på læben, og det gælder hverken dette album eller den forrige EP The Forlorn Soldier omhandler drabene i Indonesien fra 1965-1966, hvor omtrent en million indonesiske og kinesiske kommunister, socialister og uønskede blev slået ihjel og yderligere en million fængslet – alt sammen med støtte fra gode, gamle CIA naturligvis. Hymn to the Woeful Hearts er fortællingen om kvinde, der undslap, men måtte se, hvordan hendes søn blev fanget, torteret og senere halshugget – så hvis smilet er forstummet, er det forståeligt.

Håbets spæde flamme

Trods albummets ekstreme tematik er selve musikken enormt storladen. Ja, det grænser vel næsten til det, man kan kalde episk, takket være diverse virkemidler som pianoet på ”Years of Silence”, de melodiske og fængende tremoloriffs på ”Presages from a Restless Soul”, marchtrommerne på ”Those Who Stand Still” eller korsangen halvvejs igennem ”Footprints of the Lost Child”. Stilistisk set beskriver bandet sig selv som et ”melankolsk black metal-band”, hvilket ret beset er utroligt vagt og ikke just en fyldestgørende beskrivelse. Pure Wrath er lidt en rodebutik, og der bliver lånt fra alverdens sorte krinkelkroge. Delelementer minder utroligt meget om den klassiske norske variant af black metallen, men til tider er vi helt ovre i noget, der minder om både Amon Amarths Fate of Norns og Bathorys Blood Fire Death, måske med et drys af Storm of Lights Bane af Dissection. Dog alt sammen tilsat en varme, som vi normalt slet ikke finder i black metallen – tværtimod. Om det er produktionen, kompositionerne, mixing eller en kombination af de tre, er svært at sige, men ulig de klassiske koryfæer som Darkthrone og Burzum, hvis musik omgående fik temperaturen til at falde til iglo og føltes som issyle i sindet, så har Hymn to the Woeful Hearts en særlig glød. En glød, der tænder et håbets bål, der Januaryos forpinte dødsrallen til trods fortæller os, men også albummets kvindelige hovedfigur, at tiden læger alle sår, uanset hvor dybe og betændte de måtte være. Albummets lukker, titelnummeret, afrunder denne følelse helt perfekt med sin sarte, sørgmodige og jazzede tilgang – normalt er jeg ikke fan af instrumentelle intermezzoer, fordi de oftest ikke bidrager med andet end fyld, men lige her fungerer det som et fremragende punktum på denne sjælevandring, som Hymn to the Woeful Hearts nu engang er.

Vellykket

Hymn to the Woeful Hearts er nok ikke den mest originale udgivelse nogensinde, og ej heller er den det, man ville kalde nytænkende eller nyskabende. Derimod kan man kalde det for vellykket – hvilket bestemt også er en glose, der er værd at stræbe efter. Med undtagelse af trommelyden, som har det med at være lige flad og papkasseagtig nok, så er der faktisk ikke ret meget at sætte en finger på her. Trods de mange storladne passager føles albummet aldrig overmættet, og på intet tidspunkt føles det repetitivt eller ensformigt. Seks numre, 44 minutter – slut færdig. Så cadeau til Pure Wrath.

Tracklist

  1. The Cloak of Disquiet
  2. Years of Silence
  3. Presages from a Restless Soul
  4. Footprints of the Lost Child
  5. Those Who Stand Still
  6. Hymn to the Woeful Hearts