Primal Fear - Rulebreaker

Rulebreaker

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En lidt for sikker Rulebreaker

Midaldrende tyske mænd i læderjakker

Efter at en gruppe midaldrende tyske mænd i læderjakker ved navn Helloween udgav den lunkne oplevelse og lyriske ydmygelse, der hed My God-Given Right, og en anden gruppe midaldrende tyske mænd i læderjakker ved navn Grave Digger udgav en early years-cd sidste år, var jeg lidt nervøs, da jeg fik stukket Rulebreaker i hånden. Albummet er det ellevte i rækken fra en gruppe midaldrende tyske mænd i læderjakker, der kalder sig selv Primal Fear. Ligesom de to førnævnte spiller de power metal tilsat en knivspids speed metal, eller som jeg vil kalde det: motorcykel-power-metal. Selvom Rulebreaker er væsentlig bedre end de to førnævnte, er der ikke rigtig noget nyt at hente.

Direkte fra Power Metal 101-manualen

Starten af ”Angel of Mercy” formår at være unik og klichefyldt i samme intro. Den starter spændende på en måde, undertegnede ikke er stødt på før, og går derefter direkte over i et riff direkte fra power metal 101. Det fortsætter med middelmådig lyrik, og hvad der svarer til en oplæsning fra førnævnte power metal 101. Det er med andre ord en Rulebreaker, der holder sig til reglerne.

Fra start mindede albummet mig om Helloweens My God-Given Right, hvilket er et stort minus. Selvom musikken er godt skruet sammen, er der ikke meget nyt i systemet på den motorcykel, de baserer hele deres image omkring. Dog formår Primal Fear at lyde som en trofast Harley Davidson i forhold til Helloweens pimpede Fisher Price-legecykel. Det ses bedst på det største problem, jeg havde med My God-Given Right: Lyrikken. På Rulebreaker lyder lyrikken ikke som var den skrevet af en blandt Fisher Prices målgruppe, hvilket allerede gør pladen dimensioner bedre. Vokalen er også lidt i baggrunden, så den støtter musikken godt, uden at man lægger mærke til den lunkne lyrik.

Det virker mere og mere som om, at motorcykel-power-metal og dårlig lyrik går hånd i hånd. Se det nyere Helloween, Grave Digger og nu Primal Fear som eksempler. Måske er det målgruppen, der praktisk talt er ligeglad med, hvad manden med mikrofonen siger, eller måske gør alle de gode lyrikere sig i stedet i mere fyldestgørende genrer, som symfonisk metal eller dødsmetal. På den anden side: Førnævnte bands vinder jo på det kick, lytteren får ud af det buldrende damplokomotiv, der kører gennem deres højtalere med et solidt guitarriff i førersædet og heftige trommer som kedel.

Giver hvad man kom for og ikke mere

Og det klarer Rulebreaker til perfektion. Riffsne er intense, og trommerne er heftige og solide. Vokalen er til stede, men virker mest af alt som baggrund i forhold til trommerne og guitaren, som i øvrigt leverer nogle vilde guitarsoloer. Desuden er oplevelsen af albummet en af de mere ordnede i motorcykel-power-

metallens jungle af gamle fyre, der stadig prøver at være cool. Rulebreaker falder ikke over sine egne ben i desperation og fantasiløshed modsat mange af bandets landsmænd, men de ved, hvad deres fans vil have, og de leverer lige præcis dét. Primal Fear leverer så heller ikke en dråbe mere, og de leverede nogenlunde det samme på Delivering the Black (2014).

Fans af genren kan med Rulebreaker forvente en velsmagende øresnack, dog uden noget unikt i midten, og så smager den lidt ligesom den sidste.

Tracklist

  1. Angels Of Mercy
  2. The End Is Near
  3. Bullets & Tears
  4. Rulebreaker
  5. In Metal We Trust
  6. We Walk Without Fear
  7. At War With The World
  8. The Devil In Me
  9. Constant Heart
  10. The Sky Is Burning-1
  11. Raving Mad

Tilføj kommentar