Intet nyt fra vestfronten
Pessimist er et thrashband fra Weil am Rhein, der, selvom det er en tysk landsby, ligger så tæt på grænsen til Schweiz, at det nærmest er en forstad til Basel. Gruppen blev dannet i 2006, albumdebuterede i 2010 og udgiver nu Holdout, deres første album siden 2013. Bare tre album er det dermed blevet til i de snart 15 år, gruppen har eksisteret. Deres største bedrift indtil videre er nok, at de i 2013 fik lov til at være åbningsband for ”The Big Teutonic 4” på en tur gennem Europa. Og nå ja, så har de faktisk også leveret ganske ferm thrash på deres første to album. Desværre har konstante udskiftninger i besætningen været en seriøs hæmsko, men nu er Pessimist omsider på banen igen, måske endda klar til at indhente det forsømte.
Fra bugten til helvedes hovedstad
På Pessimists to første udgivelser var fokus på krig i alle afskygninger. Menneskehedens evige trang til at bekrige hinanden er også temaet her på Holdout. Der er jo ellers mange andre emner at udforske med thrashens primære udtryk, vrede, som udgangspunkt, men Pessimist holder sig til det, de kender. Åbningsnummeret ”Landsknecht” starter ikke udpræget originalt med lyde fra en slagmark og eksploderer derefter i voldsom Exodus-inspireret thrash. Forsanger Michael “TZ” Schweitzers råbevokal minder da også en del om Paul Baloff, og Holdout er i det hele taget fyldt til randen med Big Four-referencer.
Men tag nu ”Kill & Become”, der er en sand opvisning i opfindsom sangskrivning. Det tunge og simple introriff bliver efter få sekunder suppleret med en lækker melodilinje, og så bygges der ellers effektivt op til det første vers med et helt nyt riff. Efter verset introduceres endnu et nyt riff og endnu flere temposkift. Senere dukker introriffet op igen, og så får vi selvfølgelig også et kort akustisk stykke undervejs. På skrift lyder det temmelig skizofrent, men ud af højtaleren fungerer det så godt, at man som lytter er med hele vejen. Det er man også på en sang som ”Mountain of Death”, der med sit ekstremt ophøjede tempo givetvis ville gøre underværker på vores stærkt savnede Copenhell og ikke mindst føre til uhæmmet aktivitet i pitten foran Pandæmonium.
Titelnummeret derimod byder på så meget omskiftelighed, at sammenhængen falder som første offer på slagmarken. En smuk, heroisk intromelodi bliver hurtigt skudt i totalt smadder af … nå ja … endnu mere total rasende smadder. Tonstunge riffs, en bassolo og så ellers hyppige skift mellem tunge og ualmindeligt hektiske passager lægger fundamentet til en historie om japanske soldater, der selv mange år efter 1945 endnu ikke havde opdaget, at 2. verdenskrig var afsluttet. Musikalsk er det noget værre rod, og det bliver ikke mindre rodet af, at historien og musikken står i skærende kontrast til hinanden. Det giver groft sagt ingen mening. Flere steder på albummet benytter tyskerne så lidt power metal-stil, og selvom det umiddelbart virker logisk at koble heroiske melodier på historier om krig, medvirker det mest til at skabe endnu mere forvirring.
Skal man absolut lave noget originalt …
… for at kunne få topkarakter her på Heavymetal.dk? Nej, det er ikke nødvendigvis påkrævet, men hvis man fortrinsvis gentager noget, der allerede er gjort 1000 gange før, ja så er der simpelthen en øvre grænse for, hvor meget det kan begejstre i hvert fald denne skribent. At bandet forsøger at presse alt for meget ned i hvert eneste nummer, gør det ikke bedre. Holdout er solidt håndværk, energisk og fyldt med entusiasme og gode riffs, men manglen på originalitet er lige så (hårdt)slående som den warthrash, Pessimist ellers leverer. Alt i alt et godkendt udspil med mange stunder, der vil begejstre inkarnerede fans af genren, men heller ikke mere end det.
