Ironi er jo også en del af sludgens DNA

Når man har med patroner, krudt og kugler at gøre, så er det ofte i forbindelse med noget voldsomt, eksplosivt og hurtigt – at jage rådyr med skud, der flyver langsommere end Tante Oda på vej ned i Brugsen i sin Chevrolet Spark, virker som en situation, som ender i selvmord. Der er dog også en vis humor i at være lidt Rasmus Modsat omkring navnet til sit band. Det er måske årsagen til, at fire gutter fra Esbjerg har valgt at kalde deres band for Patron og skrue tempoet helt ned. Hvor langt ned finder man dog kun ud af ved at give deres debut-ep Patron et lyt.

Stonermønten har to sider

Den esbjergensiske kvartet gør sig i en krydsning af stoner, doom og sludge, hvilket passer glimrende til et band fra Vestkysten, hvor travlhed er en sygdom, og alt er bygget tungt og solidt.

Samtlige af ep'ens fire numre er da også bygget bundsolidt med velovervejede riffs og grooves lagt som stabilgrus. Dog er det ep'ens to sidste numre, "The Cleaner" og "Planeswalker", som for alvor hiver pointene hjem. "The Cleaner" er et fantastisk eksperiment, hvor Monster Magnet har udstyret Weedeaters drøntunge truckerriffs med lilla fløjl og en attitude, som skriger "verdensmand af Guds nåde" på verdens mest charmerende og arrogante facon. Tilføjer man så et par guitarsoli og trommespil 16 gange mere kreativt end det, der er udstillet på ARoS, jamen så er man som lytter øjeblikkeligt solgt. "Planeswalker" bruger lidt de samme byggesten, dog med et noget mere drømmende og voldsomt dragende vers, som giver nummeret en fabelagtig historiefortællende dynamik. Enhver god historie har jo også et klimaks. Og udstyret med en rocket 4/4 rytme, så giver Patron sig i kast med den mest imponerende og vellydende mishandling af en fuzz-pedal på denne side af 70'erne.

Inden vi dog kommer til denne magtdemonstration i dansk sludget stoner metal, ja så skal vi igennem 14 minutter, som minder om hjerneaktiviteten hos den gennemsnitlige hash-misbruger. Dermed ikke sagt, at "Golem" og "Révolte" er arkiverbare Å-sider, men der sker ikke alverden. "Golem" har klangen af et tredjegenerations-Black Sabbath-band, der kopulerer med en gang blankpoleret Bongzilla og føder en unge, som lyder udmærket, men er ude af stand til at være den dominerende del af sine forældres genrer. Det stik modsatte er problemet på "Révolte". Her fylder riffet så meget, at der slet og ret ikke bliver givet plads til, at resten af bandet kan tilføje bare et gram dynamik. Nu har jeg ikke noget imod larger-than-life-riffs, men når det eneste afbræk er en rædsel af et stonerficeret Korn-break, ja, så bliver jeg lidt træt.

Ud og skyd nogle flere lerduer

Jeg vil igen påpege, at samtlige numre på Patron har udmærkede riffs; det er bare dynamikken, det halter med på cirka halvdelen af ep'en, hvilket hurtigt dræber lytterens interesse. For på sidste halvdel af pladen, viser Patron tydeligt, at de sagtens kunne vinde DM i sludge, hvis det en dag blev en ting.