Once you go black …

Retrometallen, eller ’trad metal’, som den også kaldes, har kronede dage. Bands som Visigoth, Riot City, Eternal Champion, Megaton Sword, Castle Rat og Traveler har skabt succesfulde karrierer ud fra det faktum, at folk hungrer efter bands, der lyder, som om de har 40+ år mere på bagen, end de reelt set har. Denne succes giver da også sig selv, når man giver sig i kast med at lytte til den såkaldt ’moderne’ metal med Spiritbox, Sleep Token, Jinjer og Electric Callboy – for få ting giver mig en større lyst til at gå ind og gemme mig under dynen til tonerne af Motörhead, og jeg kan ikke fordrage Motörhead! Californiske Nite repræsenterer, så afgjort, retrometallen, men de gør det alligevel med et lille kulsort tvist – og som man siger: Once you go black, you never go back!

Solskoldede spøgelser

Nite kan vel bedst beskrives som et ’blackened heavy metal’-band. Ikke black ’n’ roll som fx Vreid, for så tunge er de slet, slet ikke. Det er ægte start-1980’er-heavy med simple rytmeriffs og glamguitar, dog tilsat den slags blackvokal, som man forbinder med nordamerikansk black metal a la Uada, Wayfarer eller Agalloch. Den mest simple måde at beskrive bandets tredje opus på er, hvis man tog Ghosts Meliora og kogte den sammen med Uadas Djinn – bare tag og giv sang nummer fire, ”The Mystic”, et lyt eller tre. Det er denne uortodokse kombination, som er grundpillen i Nites musik sammen med knassprøde guitarriffs; tag nu bare ”Skull” og ”Crow (Fear the Night)”, hvor de to guitarister Crawford og Labrakis høvler derudad, som gjaldt det livet.

Desværre lider albummet af samme problem, som det forrige album, Voices of the Kronian Moon, led af – nemlig at selvom Nite, på papiret, lyder både spændende og nytænkende, ja, så er det, desværre, ikke helt resultatet. Det er dog svært at pege på, hvad det er, der gør, at albummet ikke opnår sit potentiale. Personligt hælder jeg mest til, at det er det manglende tempo, der udgør det største problem. Det er ikke mange af sangene, der kommer op på mere end 100 bpm, hvilket er ret lavt – selv for traditionel heavy metal. Dertil er musikken også lidt for ren og pæn, hvilket kolliderer med det rå indtryk, som Vangelis Labrakis’ vokal ellers efterlader. Ligeså skinner bandets ophav for tydeligt igennem; man kan alt for tydeligt høre den californiske sol, og hvad der ellers skulle fabrikere billeder af onde, okkulte kælderritualer, ender med at minde om softice og bikinifester langs Fisherman’s Wharf.

Alle fortjener en chance til

Egentlig havde jeg tænkt mig at springe Cult of the Serpent Sun over. For selvom jeg da havde fundet Voices of the Kronian Moon underholdende nok, ja, så var den – tydeligvis – ikke noget, der var værd at skrive hjem om. Heldigvis lod jeg tvivlen komme Nite til gode, og selvom vi da bestemt ikke er ude i et rendyrket mesterværk, så er bandets tredje værk absolut fornøjeligt, og de fortjener ligeså ros og anerkendelse. For trods musikkens tydelige konservative rødder så er der alligevel lidt nytænkning at komme efter, så hatten af for det!