Fortidens stier og valg
Nightwish har gjort mange skelsættende ting i deres karriere. De smed Tarja på porten, erstattede hende med hardrocksangerinden Anette Olzon, som de så også smed på porten. De erstattede hende med Floor Jansen, roser hende til hele omverden, hvorefter de så kreerer et album, hvor hun nærmest ikke får lov at synge på – nemlig HUMAN. :II: NATURE. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Tarja var en diva, men Nightwish har med deres valg igennem tiden bevist, at sopranen ikke var den eneste diva ombord på skibet. Nu er Nightwish tilbage med Yesterwynde, et album skabt af et fiktivt ord, der beskriver fortidens snoede veje, som er tiltænkt at afslutte Floor Jansen-trilogien, der startede med Endless Forms Most Beautiful i 2015. Bandet har lovet os den mest eksplosive udgave af dem selv i mange år, men mest af alt er jeg blot glad for, at vi slipper for en instrumental b-side*. Spørgsmålet er så, om Yesterwynde formår at skrue tiden tilbage, eller om fortiden blot løber ud i sandet.
Om hundrede år er alting glemt
Yesterwynde er ligesom de to foregående albummer et yderst ambitiøst værk, der fortæller om menneskets rejse – med direkte reference til nummeret ”Music” fra HUMAN. :II : NATURE, der taler om musikkens dannelse i fortiden. Nummeret ”The Antikythera Mechanism” fortæller om det græske artefakt, som af mange forskere beskrives som værende verdens første analoge computer, der var i stand til at følge solen og stjernernes rotationscyklusser. Nummeret ”The Children of Ata” bruger tongansk messen og beskriver, hvordan en flok unge drenge sammen overlevede på øen Ata, som de flygtede til. Historien er virkelig, og er den direkte pendant til William Goldings novelle ”Fluernes Herre”, som derimod ender i blod og tårer. Menneskets historie er interessant, og Holopainen må for alvor siges at være blevet nostalgisk om ikke andet. Albummet er lyrisk rigtig flot, og bidrager med mange betagende observationer om menneskets natur og vores skabelse.
Der er ingen tvivl om, at Floor Jansen er en helt fantastisk sangerinde, men mit største problem med Nightwish, efter at de har erhvervet hende, er, at Holopainen udmærket ved, at hun kan synge alt, han afleverer til hende. Det bliver mere og mere komplekst, og Yesterwynde er ingen undtagelse. Når det fungerer, er det fantastisk. Det viste nummeret ”Shoemaker” fra forrige udgivelse. Denne gang er numrene ”An Ocean of Strange Islands” på knap ti minutter og ”Perfume Of The Timeless” på otte minutter de helt store højdepunkter, og de indeholder alt, hvad jeg elsker ved Nightwish. Der er kor-segmenter, høj stemmeføring, sækkepiber leveret af Troy Donockley og en tunghed over musikken, som det er lang tid siden, vi har set. Yesterwynde formår ”delvist” at føre os tilbage til starten, selvom den kæmper hårdt for det. Desværre for albummet er a-siden dog noget stærkere end b-siden.
Numrene ”Spider Silk” og ”Hiraeth”, der kommer lige i træk på b-siden, mangler begge noget pondus i forhold til indledningen på albummet. Vi snakker tit om, at det var et stort tab at miste Tarja, men når vi ser på disse to numre, har det sgu gjort næsten lige så ondt at miste Marko Hietala. Troy Donockley er selv set med positive briller ikke mere end en gennemsnitlig vokalist, og kontrasten er enorm. Igen kommer vi tilbage til dilemmaet, når man har en så dygtig sangerinde som Floor, hvorfor så ikke lade hende styret showet? Selvom jeg er far til en dejlig pige, skal jeg også ærligt erkende, at jeg ikke er vild med børnekor og lignende. Hvem end der har greenlightet det på ”The Day Of…” burde simpelthen….
Studer fortiden, hvis du ønsker at spå om fremtiden
Holopainen og co. afslutter deres nyeste trilogi i samme nostalgiske spor, som de startede. Selvom kompleksiteten er høj, er der dog mange højdepunkter at finde på Yesterwynde, hvis man sætter tiden af til det. Især numrene ”An Ocean Of Strange Islands” og ”Perfume Of The Timeless” tager os tilbage til Wishmaster-æraen. Udgivelsen her bringer Floor Jansen langt mere i spil end forgængeren HUMAN. :II: NATURE, og det skal Nightwish have ros for. Det trækker dog lidt ned, at Troy Donockley leverer vokal, på så mange numre som han gør. B-siden også lidt mere tam end håbet. Nightwish går dog stadigvæk herfra med 7 kranier grundet tårnhøje ambitioner.
* Nightwish mente heller ikke denne gang, at vi skulle ”snydes”, så albummet er nu også tilgængeligt i instrumental version på blandt andet Spotify.
