Feta prog
Når jeg tænker ”græske metal bands”, så er det primært black, death og powerbands, der dukker op. Så der er derfor næppe meget at sige til, at græske Need ikke lige var et af de første 10-15 navne, der dukkede op i min bevidsthed, da jeg sad og talte på hænder og fødder. Ikke desto mindre har Need eksisteret siden 2006, og Norchestrion: A Song for the End er deres femte album. Generelt virker det til, at progentusiaster elsker Need, for jeg har haft svært ved at finde én eneste negativ anmeldelse af deres diskografi – så jeg fornemmer lidt, at jeg skal gå på æggeskaller nu.
Skæve rytmer og spoken word
Norchestrion: A Song for the End er noget af en omgang! Ni sange, en spilletid på 66 minutter, hvoraf de 19 er ét enkelt nummer. Det er altså ikke noget for folk, der fortrækker en hurtig skive på max 25 minutter, eller for dem, som har svært ved at holde fokus og nemt keder sig. Men omvendt, hvis du er sådan en type, så hører du vel for fanden næppe prog i det hele taget.
Musikken er storladen, melodisk og bombastisk, men har samtidig også en vis tyngde og gennemslagskraft, der er med til at holde musikken relativt jordbunden, så vi ikke ender i Dream Theater-territorie, hvor alt går op i ego og onani. Man opdager også et par elementer, der emmer af mathrock, som jo – takket være youtube og Polyphia – er blevet utrolig populært de sidste par år.
Men trods alt dette er musikken relativt poppet og utroligt poleret. Hvis ikke det var, fordi ”Nemmortal” varede næsten seks minutter, så havde det været en oplagt radiosingle. Men det virker til, at bandet godt selv er klar over dette, så derfor er opfølgeren ”Bloodlux” et superskævt og ultraprogget nummer med synths og jazzguitar.
Endnu mere syret bliver det dog på nummeret ”V.A.D.I.S”, som ikke er en sang, men derimod en tre minutter lang dialog mellem to britiske kvinder, der diskuterer, hvorvidt verden er gået under eller ej.
Det er åbenbart en tradition, Need har kørt med siden deres tredje album, Orvam: A Song for Home. Det er komplet umuligt at tage seriøst, det virker til, at Need alligevel føler et behov for at bekræfte fordommen om, at progmetal er en overdrevet prætentiøs genre, som kun sande intellektuelle typer med hornbriller kan forstå og værdsætte. Heldigvis varer den fadæse kun tre minutter, så der er stadig 63 minutters musik at komme efter – pyha!
Det fører os til ”Ananke”, som er den helt store mastodont på albummet. Denne ene sang optager næsten en tredjedel af Norchestrion: A Song for the End, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke er helt sikker på, om ikke det havde været bedst enten at beskære nummeret eller dele den op i to-tre numre i stedet.
Højre-venstre forvirret
Som jeg startede med at sige, så er Norchestrion: A Song for the End noget af en omgang. Storladen prog, der får en til at tænke på lignende bands som Haken og Symphony X, men samtidig også på langt blødere og simplere musik, da Jon V’s vokal minder mig om både Shane fra Between the Burried and Me og Claudio fra Coheed and Cambria. Need er utrolig kompetente musikere, men trods store ideer og ambitioner, så er Norchestrion: A Song for the End ikke et fejlfrit album, og det virker mest af alt til, at bandet har været lidt i tvivl om, hvilken retning de skulle gå med deres femte album – desværre.