Metalcore part 746 566. Denne gang fra pølsernes land, der jo ikke ligefrem plejer at diske op med noget der er værd at tilbringe mere end fem sekunder med, med medmindre det er Power Metal eller pornofilm (All Hail Magma!). Neara (hvad fanden er det for et navn overhovedet) er nu heller ikke lige det band det skulle få mig til at skifte mening, ikke fordi musikken er bundrådden men man har efterhånden hørt det her en million gange, både i form af Svensk Melodød og den amerikanske Metalcore variant. Musikalsk er man nemlig ikke helt ved siden af, især de melodiske og aggressive Dark Tranquillity riffs behager mesters øre, men så snart sangeren åbner ædespalten begynder ens hånd at sitre og febrilsk at famle efter stoptasten. Desuden kan jeg bare ikke se hvad fedt der er i at dele en sang op i to, bare for at have en 57 sekunders intro stående for sig selv. Man ville også gøre sig selv en fed tjeneste næste gang ved at inkorporere mere end fem forskellige riffs og variationer, en del numre har det nemlig ved at få mig til at tro på deja vu. Men som sagt ikke en pilrådden plade, bare ret så overflødig.