B-hemoth
Nahasheol er en spritny duo bestående af d’herrer D. og N. Shyamasundara. Sidste år udgav de en hurtig sag af en EP, og nu her, et lille år efter, er de klar med debutalbummet Serpens Abyssi.
De to lægger bestemt ikke skjul på, at de er store Behemoth-fans, så store endda, at de gør alt, hvad de kan for at rekreere lyden fra album som Evangelion og The Satanist på deres debutplade. Der er absolut intet abnormt eller underligt i, at et helt nyt band lyder som sine idoler og inspirationskilder. Men hvis man ikke har andet at byde på end fortyndede kopier, ja, så kan man undre sig over, om det nu også var umagen værd.
Gode ideer, der drukner i middelmådighed
Overordnet set gør Nahasheol ikke noget forkert. De spiller ganske udmærket, pladens mix er tilsvarende godkendt, og D. har en habil vokal. Problemet er dog, at de heller ikke gør noget rigtigt eller det er i hvert fald begrænset. Den primære problematik – udover at det hele lyder som genbrugt Behemoth, bare uden polakkernes forventelige schwung – er, at de hollandske musikere er tidsoptimister i en sådan grad, at BlackBraid nikker godkendende. Albummets korteste nummer, ”Mambah Maa” er på lidt under seks minutter, og det kan det overhovedet ikke bære, hvilket gør sig endnu mere gældende på de resterende fem numre, der alle er længere. Havde de to nu haft lidt selverkendelse, havde de indset, at de slet ikke er dygtige nok sangskrivere til at slippe afsted med at lave numre, der er på meget mere end fire minutter. Havde de forstået dette, havde albummet stået markant skarpere.
For netop denne beslutning om, at alle sangene skal trækkes i langdrag, svækker de momenter, som faktisk er gode, eksempelvis de trommetrioler, der er i ”The Awakening”, eller den langsomme og atmosfæriske guitarpassage, der dukker op halvvejs igennem ”Bringer of Divine Ecstasy”. Generelt har alle numre sådanne små herlige elementer, men de drukner i den monotoni, der ellers regerer totalt på albummet. Sammenlagt er der måske tale om fem-seks minutter fremragende musikalske aspekter, hvilket jo ikke er ret meget, når nu albummet har en samlet spilletid på omkring tre kvarter.
Derved viser Nahasheol, at de jo faktisk kan skrive spændende og interessant musik, men også at de ikke tør gå all-in og desværre derfor holder fast i den sutteklud, der er at kopiere sine idoler. Selv hvis man insisterer så hårdnakket på at gøre det, så kan man da i det mindste gøre det overbevisende i stedet for bare at køre i tomgang, hvilket desværre er det, som Nahasheol ender med at gøre.
Kom så!
Der er potentiale i det her projekt, absolut. Hvilket kun gør det endnu mere frustrerende, at det samlede album er så alarmerende middelmådigt og monotont. Nahasheol, smid nu al nervøsitet overbord, og forpligt jer til projektet – for I kan og skal gøre det bedre, ellers kan det være det samme.