Vi kender vel alle sammen soundtracks fra film og computerspil. Enorme orkestre, der spiller mere eller mindre overdrevet episk. Tilsæt guitar, bas, trommer og kvindelig vokal, så har du det symfonsike metal-band The Murder Of My Sweet, hvis navn endda er inspireret af en film. De blev dannet i Stockholm i Sverige i 2006, hvor deres debutsingle fra 2009 nåede op på en 14. plads på den svenske hitliste. De har siden da udgivet et album og to singler mere, og deres andet album hedder Bye Bye Lullaby. Det er en unik oplevelse.

Albummet starter med lidt keyboard, der så bevæger sig over i violin med guitar. Her får man første fornemmelse af den meget soundtrack-inspirerede del af albummet, og det er også her man hører den kvindelige smukke vokal. Den er mere mat i det end mange større kvindelige sangere (bedste eksempel er Tarja Tunuren (gamle Nightwish)), men det ødelægger ikke stemmen, for hun kan sgu synge! Hun spænder over pænt mange oktaver, og hendes stemme er en fryd for øret. På dette album bliver jeg også nød til at kommentere violinspillet. Det er passende. Det tager ikke pladsen fra guitaren, men er der stadig en del. Det er den der giver den ekstremt filmsoundtrack-agtige lyd. Det varierer også fra vildt violinspil, som på "Armageddon", til stille episk musik, som på sangen "Meant To Last Forever". Guitaren er meget stille. Det er mest simpelt rytmespil, og meget få og stille guitarsoloer, som på "Kind Of Lousy". Jeg tror det kunne være federe, hvis guitaristen strammede sig lidt an, sammen med trommeslageren. Hans trommespil er decideret kedeligt. Han burger knap nok dobbeltpedal, og det han spiller går meget langsomt. Det kunne komme til at kede de mere hærdede metalheads. Desuden er lyden krystalklar, hvilket synes typisk for synfonisk metal.

Bye Bye Lullaby er en symfonsik kraftpræstation. Der er hele møget, med violin, klaver og hvad der ellers hører til et orkester. Dog når de lidt for meget over i det symfoniske til tider, hvilket overskygger metaldelen, som alligevel også er vigtig i symfonisk metal. Den høje karakter opnås, fordi jeg selv er glad for symfonisk metal, og har været stor fan af Nightwish, som også er den gruppe albummet retter sig efter. Så er du Nightwish (eller lignende)fan, så er det her album lige noget for dig.

Unbreakable er måske albummets mindst sigende nummer, men den eneste single. Det symfonsike element er stort set ikke til stede.