Moonstone Project, centreret omkring den italienske guitarist Matt Filippini, oser langt væk af funky 70'er-bluesrock med en snert heavy. Og det er der ikke noget at sige til, når man tager i betragtning at "Rebel on the Run" (som er album nr.2 fra Filippini) gør brug af musikere som trommeslagerne Ian Paice (Deep Purple), Clive Bunker (ex-Jethro Tull) og Francesco Jovino (U.D.O.), Ken Hensley (Uriah Heep) på hammond-orgel og sågar en gæsteoptræden fra Glenn Hughes (Deep Purple og Black Sabbath). Glenn Hughes har skrevet og synger "Closer than You Think", som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om. Han synger mærkeligt nasalt og tøset på sangen, der nærmest er et forsøg på at lave et lidt trippy popnummer afviklet med samme rockbesætning som resten af albummet. Sangen falder med andre ord lidt udenfor.
Ud over indslaget fra Hughes varetages vokalen af det for mig ubeskrevne blad James Christian (normalt forsanger i bandet House of Lords), som holder en rå, blueset Deep Purple- og Led Zeppelin-influeret stil albummet igennem. Jeg synes dog han lyder lidt for anstrengt i det lyse leje mange steder, og så har han i mine ører ofte en lidt spøjs, nærmest tysk accent på sit engelske, hvilket er mærkeligt taget i betragtning, at han er fra Connecticut.
"Closer than You Think" og de lejlighedsvise irritationsmomenter ved Christians vokal er til gengæld de eneste hæmsko ved Moonstone Project. Musikken bliver spillet ultra-groovy, riffs og hooks er fængende, og holder man af f.eks. nyere Deep Purple (i hvert fald med Steve Morse på guitar), vil man sandsynligvis elske Moonstone Project. Jeg vil ikke fremhæve nogle bestemte numre, for de har alle det samme niveau af blueset funkyness (gå selv på nettet og hør eksempler), med undtagelse af titelnummeret "Rebel on the Run", der er midtempo-rock (men til gengæld med et godt omkvæd) og så den førnævnte Hughes-komposition. Nej, det er selvsagt ikke revolutionerende på nogen som helst måde, og pga. vokalen altså også lidt anstrengende i for store mængder, men jeg har i visse stunder et blødt punkt for denne type 70'er-rock. Med mine forbehold i betragtning lander jeg på 7 store kranier, der måske vil blive til 8 hos endnu mere blues-glade lyttere.
