Jesus havde kun brug for 3 dages pause

Vi kender alle sammen til at være kørt død i noget. Det kan være et job, en hobby eller en tv-serie, som vi af den ene eller anden grund skal have en pause fra. Og hvem ved, det kan være, vi vender tilbage med fornyet mod. Tool tog eksempelvis 13 års pause mellem 10,000 Days og Fear Inoculum, Autopsy tog 15 år mellem Shitfun og The Tomb Within, og Possessed tog svimlende 36 års pause mellem The Eyes of Horror og Revelations of Oblivion. Så kan man tage det som et kvalitetsstempel, at finske Messiah Paratroops har ventet 31 år på at udgive Legions of Tomorrow? Det er der kun en måde at finde ud af på.

Et faldskærmsspring du kan sove til

Meget lig Possessed så insisterer Messiah Paratroops også hårdt på, at kalenderen stadig siger 1986, og dødsmetallen endnu ikke for alvor har udviklet sig til mere end en bastardiseret udgave af thrashen.

Her stopper Messiah Paratroops’ ligheder med Possessed dog også — medmindre man altså synes, at rød blandet saft med et skvæt vodka sagtens kan sammenlignes med en god flaske Amarone. For der er noget frygteligt dovent, uinspireret og jammerligt kedeligt over Legions of Tomorrow. “Messiah Paratroops” har egenhændigt opfundet plejehjems-thrash, hvor demensen kun lige kan klare det mest banale thrash-riff spillet i stampende sneglefart. Føler du dig lidt for frisk til at flytte i en etværelses med låg, så er der da lidt mere spræl i titelnummeret. At det så lyder cirka lige så farligt som Artillery, der fortolker morfardød mere sløjt end din seneste Bolt Thrower-klon, ja det sætter stort spørgsmålstegn ved nødvendigheden af, at vokalist Aku Oksana genoplivede bandet.

For der er ved Gud ikke noget på resten af pladen, som får spændingskurven til at stige nævneværdigt. “Rats in the Wall” og “Bloodlust” er de eneste to numre, hvor drejebogen over firserekstremmetal ikke lyder kopieret 1:1. Førstnævnte har et tungt bundtræk, som bandet formår at foretage nogle ganske velspillede ekskursioner ud i både proto-død og black. Et lydbillede som “Bloodlust” fortsætter, men samtidig bringer noget vildskab, som man kender det fra Nunslaughter, med i mixet. Var Messiah Paratroops bedre til at udnytte den punkede energi, som thrashen er født ud af, så var bandet oplagt opvarmning næste gang, Possessed besøger de finske skove. Men det evner Messiah Paratroops desværre ikke. I stedet kan du på “Repulsion” få tidlig finsk metervaredød afbrudt af en rytme, som nok ville gå bedre til karneval i Rio. Vil du hellere have din metervaredød thrashet, så kan du trække “Murders of the Lake” frem, og sørme om du ikke her kan få verdens mest malplacerede hard rock guitarsolo, af den slags, som er perfekt til, når du vil være trist i regnvejr. Det er lige før, man tænker, at bandet godt vidste, den var gal på den kreative front, hvorfor de så smed ideer på en dartskive og valgte, hvad end pilen ramte.

Jeg kan høre plejehjemmet kalde

Skulle Messiah Paratroops mod forventning give sig i kast med endnu en plade — den lander nok i 2060 — så burde de faktisk give dartmetoden er skud. Ligegyldigt hvad, så vil resultatet i hvert fald blive mere spændende end den finske udgave af Horton Sagaen, som de har smækket sammen på Legions of Tomorrow. Tyndslidte død og thrash-riffs agerer væg til væg-tæppe, og der bliver gjort absolut intet for at overbevise lytteren om, at tæppet har fået nogen former for pleje siden firserne. Kedsomhed har sjældent lydt mere irriterende.