Litashepa - Trickster's Choices

Trickster's Choices

Udkom

Type:EP
Genre:Prog rock
Antal numre:6

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tegneserier og snydepelse

Det ser ud til at gå godt for dansk prog; i hvert fald er der masser af spirende progressive rock- og metalbands rundtomkring i undergrunden. For nylig anmeldte vi her i Detektoren københavnske Shatterlites, lidt tidligere var det instrumentalisten Simon Laulund, og i starten af året kastede vi os over tegneseriemusikerne i Project Sapiens. Et af de nyere skud på stammen af progressiv rock er aalborgensiske Litashepa, og det er dem, det skal handle om her. Kvartetten er nemlig aktuel med debut-ep’en Trickster’s Choices.

De første sten er lagt

Litashepa har som en række andre bands brugt coronatiden på at indspille musik, og det er disse anstrengelser, der nu har resulteret i debuten Trickster’s Choices. Ep’en er til den lange side med seks numre fordelt over 35 minutter, og selvom den lidt for ofte trækker i langdrag og mangler fængende hooks, er der meget godt at komme efter: Bandet spiller upåklageligt, de fire herrer er ikke bange for at eksperimentere eller blande genrer, og produktionen af de seks numre er bestemt også godkendt. Dér, hvor Litashepa til gengæld halter en del, er på sangskrivningsfronten.

For selvom der egentlig sker meget i løbet af de 35 minutter, og kvartetten både udfordrer konventionelle sangstrukturer og for det meste veksler fint mellem forskellige intensiteter og tempi, er Trickster’s Choices samlet set en halvkedelig lytteoplevelse. Pladen mangler simpelthen nogle stærkere hooks og nogle riffs, licks eller vokalpassager, man virkelig kan huske: ”Walk on the Sun” og ”Mescalin in Mexico” har interessante sektioner, men ender med at lyde alt for ens, ”The Return of Ruebezahl” fænger ikke rigtig med sit ellers fine guitararbejde, og ”My Halo” går mere eller mindre ubemærket hen.

”Speedrock (Dead Concrete)” skiller sig en smule ud med sin, ja, hurtige rock, men heller ikke her når Litashepa de for alvor spændende højder. Bedst går det for aalborgenserne på førnævnte ”Walk on the Sun” og ”Indavella”, der begge indeholder fin sang fra vokalist Vincent, en passende stemning og de stærkeste hooks på pladen – men gid, de var endnu stærkere!

Ikke helt oppe at ringe

På den måde lander Litashepa og debuten Trickster’s Choices nogenlunde i midten af karakterskalaen: Der er gode takter, gode intentioner og gode idéer, men også nogle centrale punkter, som bandet bør arbejde videre med. Lykkes de i fremtiden med at implementere nogle stærkere hooks og generelt en mere solid sangskrivning, skal det nok gå godt for de aalborgensiske drenge. Vi holder i hvert fald øje her i Detektoren.

Tracklist

  1. The Return of Ruebezahl
  2. Indavella
  3. Walk on the Sun
  4. Mescalin in Mexico
  5. My Halo
  6. Speedrock (Dead Concrete)

Tilføj kommentar