Fri leg
Du kender det sikkert: Du har hørt fem minutter af en plade, og allerede nu ved du bare, hvordan resten lyder. Du kan forudsige guitarriffet, spå om vokalen og gennemskue, hvordan samtlige numre er sat sammen. Det er ærligt talt en kedelig oplevelse – og lad os da bare slå fast med det samme, at Æterbrand ikke falder ind under denne kategori. Faktisk falder bandet ikke rigtig ind under nogen kategori: De fire herrer fra København spiller eksperimenterende rockmusik, der bevidst udfordrer forventninger og søger grænser. Dét kan man nu høre på bandets debutudgivelse, Æterbrand – en ep med fire numre fordelt over hele 39 minutter.
Ingen kompromiser
Æterbrand lyder i det store hele rigtig godt: Produktionen er fin, bandet spiller fortrinligt, og selvom de musikalske eskapader ikke er nær så vanvittige som hos eksempelvis Igorrr og Oranssi Pazuzu, byder ep’en på mange spændende momenter. Genrekasserne sprænges – og dét i sig selv er ganske forfriskende.
På første skæring, ”Ship Without a Captain”, får vi et fint billede af, hvad Æterbrand (band såvel som plade) er for en størrelse: Efter en lang og ambient intro serveres et skud regulær prog metal efterfulgt af en række eksperimenter – alt fra udsyret guitarstøj og stilfærdig skønsang til atmosfærisk leg og teatralsk vokal. Nummeret som helhed fungerer godt, men Æterbrand er klart bedst, når der er knald på; de stille passager har tendens til at trække i langdrag – ikke blot på denne skæring, men på hele ep’en.
Pladens måske mest interessante indslag finder vi på ”92 Planeter”. Sangen er delvist inspireret af den danske systemdigter Inger Christensen og hendes eminente sonetkrans Sommerfugledalen (læs den, hvis du ikke allerede har!) fra 1991, og helt i tråd med dette synges der på dansk. Kontrasten mellem det hårde danske sprog og den proggede – til tider rigtig flotte – musik føjer et helt nyt og anderledes lag til Æterbrands lyd. Spændende.
På ”These People Who Rule Us” får vi et lidt hurtigere og mere muntert beat. Bandet arbejder med forskellige intensiteter, guitarstykkerne fremstår legende, og samspillet mellem de fire herrer er solidt. Vokalen er hæderlig uden at være prangende, og det eneste, man kunne savne, er en lidt stærkere hook eller noget mere kraft. Det samme gør sig gældende på ”Intimate Oppression”, der fremstår alt for anonym. Kompositionen er stadig progressiv og eksperimenterende, men slet ikke i samme grad som de øvrige sange – og måske derfor falder den lidt uden for.
Er du til skæv og eksperimenterende rockmusik, vil du sikkert synes om Æterbrand. De fire københavnere spiller fantastisk godt, de har masser af idéer, og ep’en byder på flere guldkorn. Desværre har pladen også en del stillestående passager og anonyme øjeblikke, som ikke rigtig gør indtryk – hverken positivt eller negativt. De er der bare.