En franskmand i Rusland
Rusland og Frankrig har altid haft et lidt sjovt forhold. Et had-kærlighedsforhold som vi kan spore tilbage til 1800-tallet, dengang hvor Frankrig blev set som Europas kulturelle esse og Rusland som en underlig udørk mod øst, der nok mere var en del af Asien end Europa. Hvis russiske kunstnere eller forfattere som fx Ivan Turgenev skrev om problemer, som fremstod for europæiske, blev man refereret til som en ”franskmand i Rusland”, hvilket er omtrent lige så fedt som at være en førstegenerationsindvandrer til landsmøde hos Stram Kurs. Dette ændrede sig dog efter Napoleons fejlslagne invasion af Rusland i 1812, og et resultat af dette var en litterær invasion. Russisk kunst og kultur kom nu væltende ind i Europa og skubbede derved tysk samt fransk litteratur og kunst til siden. Folk som Dostoevsky, Tolstoy, Tchekhov og Tjajkovski blev derefter allemandseje. Dog havde to verdenskrige og en kold krig det resultat, at det i dag ikke er meget kunst og litteratur vi får fra Rusland. Det hænder, at noget slipper ud fra under jerntæppet såsom L’homme Absurde, der om nogen må føle sig som ”en franskmand i Rusland”, men mon ikke det hele tiden har været pointen?
Post Trve
Bandet blev skabt tilbage i 2016 af Belong af Alexey Slavin og Belong er bandets tredje album. De fortsætter den riffbaserede post-black stil, som de etablerede allerede på deres første album Monsters - dog med betydeligt bedre produktion. Dog kan man stadig undre sig over den måde, vokalen er mixet på, da den ofte totalt drukner i baggrunden – måske har Alexey stået ude bagved og råbt ind i et gammelt headset? Musikalsk minder de om en blanding af Redwood Hill og Darkthrone. Dvs. relativt tung, meget dyster og introvert musik, men stadig med en snert af old school black. For dét her er ikke musik, man sidder og nyder, mens man sidder og nikker anerkendende med hovedet, da der er masser af plads til store armbevægelser at løbe i ring samt piskesmæld. Der mangler dog lidt den finesse, som man ofte forventer af post-black. Den er i stedet erstattet af en mere ”trve kvlt”-retning med masser af fokus på trommerne og nogle guitarer, der primært bare riffer derudaf med de samme powerchords eller tremoloriffs. Ligeledes er de fleste af sangene over fem minutter lange, så Belong bliver en kende lang i spyttet – ikke fordi jeg har noget imod lange sange, tværtimod, men så skal der altså være nok kød, så man ikke ender med at sidde og småkede sig. Når det så er sagt, så er der et par sange, som er særdeles fremragende, såsom titelnummeret, ”Forsaken”, ”Departure” og ”Separation”, som alle er super stærke numre med masser af storslåede passager og hårde elementer.
Men HVEM er I!?
Belong er en udmærket udgivelse med gode numre og masser af potentiale. Men jeg savner faktisk lidt mere absurditet fra L’homme Absurde. Jeg savner lidt mere eksperimenteren og lidt mere post-metal fra de kære russere. Jeg savner lidt mere identitet fra dem, jeg savner noget unikt fra dem i stedet for at sidde og tænke over alle de andre bands, som de minder om. Men igen, bandet er stadig nyt og fungerer primært som et enmandsprojekt styret af Alexey, så forhåbentligt vil deres næste album have lidt mere personlighed end Belong.