Now go away, or I shall taunt you a second time!

Thyborøn har Tørfisk, New York har Imperial Triumphant, og Orléans - byen, der mest er kendt for at blive befriet af et barn og en barnemorder-in-spe – har Les Bâtards du Roi. Disse royale bastarder spiller fransk ridderblack, og det var også på tide, at jeg fik endnu sådan en omgang i hænderne. For nok har 2025 – indtil videre – været et fremragende år med hensyn til musikalske udgivelser, men der har ikke været megen ridderblack, så en ny portion er altid kærkommen! Trioen er ganske vist et nyt orkester og har kun en enkelt skive i rygsækken, nemlig deres eponyme debut fra 2024, og selvom det ikke er længe siden, så er de allerede klar i sadlen med nyslebne sværd og blankpolerede brynjer. Så undersøg, om mor var en hamster, og prøv at huske, om din far lugtede af hyldebær – uanset hvad så er de franske riddere klar på endnu et opgør.

Fornøjeligt, jo – men forrygende?

Man hører så tit om ’x-faktor’, det der diffuse begreb, som ingen rigtigt kan definere – dét, som franskmændene selv kalder ’je ne sais quoi’. Alle artister stræber jo netop efter at have ’dét der’, som ingen kan sætte en finger på, men som er det, der gør, at netop de fortjener at komme forrest i køen, få hæder og ære samt det halve kongerige. Og selvom Les Bâtards du Roi spiller klassisk melo-black af den franske skole – en genre, der sjældent skuffer – så er jeg i tvivl om, hvorvidt de har ’det’.

For jovist, ”Les chemins de l'exil” er bestemt en fornøjelig omgang, og de tre riddere er ligeså kompetente musikere, men ulig deres landsmænd Houle, Véhémence, Moisson Livide, Griffon og A/Oratos så frembringer Les Bâtards du Roi simpelthen ikke samme følelse af eufori. Bevares, de gør rigtigt mange ting rigtigt, som eksempelvis celloen på ”La forêt”, de messende passager på ”Vers l'étoile solitaire”, mellemspillet i ”Ord vil merdos” og de to eminente singler ”Le chevalier au corbeau” og ”Les chemins de l'exil”.

Men problemet er, at det, de gør godt, gør de ikke hyppigt nok. De fremragende momenter ender med at være sporadiske lysglimt, klemt inde mellem sange, der bedst kan beskrives som ’lige-akkurat-over-middelmådige’. ”La chevauchée cadavérique” burde, bortset fra det, være blevet droppet. Det er en uskøn omgang bølledødsblack, der slet ikke matcher den overordnede lyd og tematik på albummet.
Men det mest spøjse ved de her tre franskmænd er, at musikken – sproget til trods – er markant mere tysk, og til tider svensk, i sin fremtoning. Adskillige af de mange riffs minder mig mere om Kanonenfieber, Bilwis og Dissection – hvilket der ikke er noget galt i, men det er dog ikke noget, der hjælper bandet til at opbygge en egen identitet.

Dude, come on: French it up!

Les Bâtards du Roi er simpelthen nødt til at tænke større, end de har gjort indtil videre. Når de går i gang med at lave album trois, er det alfa og omega, at alt bliver skruet op på 11. Der er masser af talent, og man kan virkeligt mærke, at de herrer brænder for projektet, men de mangler stadig – for alvor – at overbevise mig om, at de besidder ægte x-faktor. De er nødt til virkeligt at oppe sig, og fremfor alt skal de maksimere deres franskhed – med alt hvad det indebærer. Armbevægelserne kan simpelthen ikke blive store nok, og det hele skal også gøres med et glimt i øjet, for nok skal det være seriøst, men aldrig for seriøst. Så intet pres herfra …