Gotta go fast!

Det er kun lidt over to år siden, Jacob Björnfot – eller Kvaen, om man vil – udgav musik sidst, nemlig den formidable udgivelse The Great Below. Men Björnfot er en herre med fart på. For udover at levere lynhurtige riffs så har han på ganske få år formået at lave tre albummer, turnere land og rige rundt og blive en del af Metal Blades konstant voksende liste af bands. Alt dette er intet mindre end voldsomt imponerende og særdeles velfortjent, for Kvaen er absolut et projekt, der fortjener både ros og anerkendelse. Björnfot selv kalder sit nyeste opus, The Formless Fires, for det bedste album, han endnu har lavet – det siger ikke så lidt, da forgængeren var tæt på at være perfekt – så er spørgsmålet bare, om det nu også helt kan passe.

To skridt frem, ét tilbage

Den måske største forskel på The Formless Fires og de tidligere udgivelser er, at trommerne nu er overladt til ingen ringere end Frederik Anderson, Amon Amarths tidligere trommeslager. At høre Anderson tæske løs understreger, hvor stort et tab hans exit var for Amon Amarth – ikke nok med, at manden er virkelig dygtig, så er hans trommelyd formidabel, og den føjer virkelig en dybde til Kvaens musik. Det er dog ikke kun trommespillet, der i særdeleshed er af en højere kvalitet end før, for Björnfot har ligeledes oppet sig, når det kommer til kunsten at skrive guitarsoli. Han var aldrig en dårlig leadguitarist, tværtimod, men på album tre her har han bestemt lagt sig i selen – de mange 80’er-influerede, neoklassiske, speed-metal-soli klæder virkelig Kvaens melo-black univers. Desværre er den overordnede sangskrivning ikke på niveau med, hvad vi hørte på The Great Below. De otte numre, som vi bliver præsenteret for her, er betydeligt mere uniforme, og de har ikke den samme stærke og tydelige identitet, som vi tidligere har set. Jeg savner markante numre på The Formless Fires, numre som ”Ensamvarg”, ”The Great Below” eller sågar ”Revenge by Fire”.

Det er dog ikke tilfældet, at der ikke er gode sange på det her album, for det er der så sandelig. Der er både den Bathory-influerede ”De Dödas Sang”, hvor man virkelig kan høre, hvor dygtig en trommeslager Anderson er, og ”Tornets Sång”, der understreger, at Björnfot bor meget tæt på den svensk-finske grænse. Men der er desværre også et nummer som ”Traverse the Nether”, der med sit Entombed-agtige riff føles kluntet og gumpetungt trods en udmærket gæstesolo fra Sebastian Ramstedt (Necrophobic).

Apropos gæstesoli så gæster Chaq Mol (Dark Funeral) albummets lukker, ”The Wings of Death”, men det ville jo heller ikke være en Kvaen-udgivelse, hvis ikke en ven eller to kiggede forbi. At Mols solo så blegner i forhold til dem, Björnfot selv leverer i løbet af albummet, især den i ”The Perpetual Darkness”, er så en anden ting. Men det opsummer faktisk ”The Wings of Death” ganske fint, for det er – helt generelt – et nummer, der blegner sat op imod de andre, og hvad værre er, så er det den slags afslutning, der får en til at sidde tilbage med følelsen af ”nå, var det dét?”, og den er aldrig god.

Formløs ild

Jeg må desværre erklære mig lodret uenig i postulatet om, at det her skulle være det bedste album, Kvaen endnu har produceret, for det er simpelthen ikke tilfældet. Faktisk er det eneste, der er med til, at det overordnet set er bedre end debuten, det faktum, at produktionen er bedre. Men den generelle sangskrivning er simpelthen ikke på niveau med, hvad Kvaen tidligere har præsteret, trods at niveauet for både trommespil og guitarsoli er steget gevaldigt. Derfor er The Formless Fires en særegen blanding af både det bedste og det værste, Kvaen endnu har smidt på gaden, så ”formløs” er i sandhed det perfekte ord til at beskrive dette album.