På bare to albums har Kuolemanlaakso placeret sig i Finlands elite

Introduktion

I 2010 blev det finske band Kuolemanlaakso (som oversat til englsk betyder "Death Valley") dannet. De har siden da leveret en blanding af doom og dødsmetal til det metalhungrende folk. Bandet består af erfarende musikere, fra blandt andet Chaosweaver og Swallow The Sun, og det kan også høres på kvaliteten i deres musik. På andet album, Tulijoutsen (som oversat betyder Ildsvanen), beviser bandet endnu en gang deres værd.

Gennemgang

Vi starter ud på "Aarnivalkea" som kører i midt-tempo og skildrer Kuolemanlaaksos stil rigtig godt. Selvom riffet er simpelt, virker det super godt til musikken. Vokalen løfter den yderligere, da både den rene og den hårde vokal udføres rigtig godt. Musikken sætter nærmest lytteren i en trance, men nummeret når at slutte før det rigtig lykkedes. Næste nummer hedder " Verihaaksi", og er noget langsommere. Den hårde vokal flader i kvalitet, men det gør riffet ikke. Desuden er trance-effekten mere effektiv end på første nummer. Sidst i nummeret hører man lidt klaver, der nærmest giver lyden en skræmmende effekt. Det virker super godt, og det fortjener de ros for. Tredje nummer er lidt hurtigere, og har en trist essens over sig. Den hårde vokal stiger igen i kvalitet, og trommerne gør også et super godt arbejde her. Nummeret er roligt, og behageligt at lytte til, selvom den fadende slutning skuffer. Resten af albummet varierer voldsomt, fra den tonstunge "Arpeni" til den lette og jazzede/blues-ede " Glastonburyn lehto". Nogle af numrene indeholder små lydeffekter for at krydre musikken lidt. Det kan være en kirkeklokke på "Arpeni", men er mest i form af et klaver. Kvaliteten af den hårde vokal varierer desværre også. Den kan gå fra at være superfed og dybt professionel, til at være decideret amatøragtig. De resterende musikere holder et generelt højt niveau, og understøtter vokalen godt når den er i den ringe ende af skalaen. Det bevirker også, at vokalen ikke ødelægger hele albummet, som det eksempelvis ses på Huntress' debutalbum Spell Eater.

Konklusion

Selvom Kuolemanlaakso spiller et miks af Doom og dødsmetal på papiret, så er doom helt klart i højsædet. Tulijoutsen er dog også det rene guf for doom metal fans. Hele vejen igennem frembringer bandet en flot dyster melodi, som sætter lytteren i en trance. Det eneste der sådan set er at sætte en finger på, er den hårde vokals svingende kvalitet, men når resten af albummet er så velkomponeret og godt sammensat som det er, så bliver det knap så relevant. Med Tulijoutsen viser Kuolemanlaakso at de bestemt er et band der er værd at holde øje med, specielt for doom metal fans. Albummet virker også som en god start, hvis man gerne vil have en ide om hvad doom metal er for noget.

Aarnivalkea er et godt eksempel på hvad man kan forvente af albummet.