Australiens musikalske kamelæoner
King Gizzard & The Lizard Wizard debuterede 2012 med Bar Bruise, et spontant mix af Frank Zappa og Butthole Surfers. Vel at mærke efter kun at have eksisteret i knap et år og på bagkant af tre EP’er. Vanvittig produktivt. Alene i 2013 blev det til tre fuldlængdealbummer, og med deres undersøgende tilgang kunne man sagtens tro, at det drejede sig om et avantgardeforetagende fra hedengangne tider. For de er over det hele: På The Silver Cord (2023) sprang de på elektronika-toget, mens Murder of the Universe (2017) er andenrangs sci-fi-progrock. Højdepunktet er den mageløse Infest the Rats nest (2019): et blæret, nærmest hovent, originalt mix af Metallicas Kill ’Em All og Motörhead. Som sagt, de er kamelæoner. Nævn en tilfældig genre, og det er stensikkert, at kong Gizz enten har været der eller er på vej derhen.
Klassisk rock
Overordnet set er det langt fra hele diskografien, der er interessant i heavyland, men i år har truppen fundet rocken frem igen. Førstesinglen ”Field of Vision” er god gammeldags rock’n’roll, men tidsmaskinen har indbygget en tilfældighedsgenerator, for albummet skifter mellem 60’erne og 70’erne. Den rene rockede stil fastholdes på hele Flight b741, der rammer samme glade toner som Steve Miller Band. ”Raw Feel” er som en uudgivet rest fra Millers Book of Dreams, mens ”Mirage City” stilrene countryrock stadig smager af gode gamle Steve. Det er så utroligt amerikansk, at man helt glemmer, at musikken er fra down under. Selvom americana er en helt anden genre, passer ordet godt her. Gammelkendte værktøjer som mundharmonika og orgler får på alle tangenter. Festligt. Let. Man skal ikke skue ”Sad Pilot” på hårene, den er præcis så festlig som resten af albummet.
Produktionen lader meget ske i de øvre registre, uden at der gøres køb på hverken mellemtone eller bas. Et anderledes lydmix, der gør, at albummet kan genkendes alene på lyden. Det er et land langt væk fra kendte stjerneproducere med deres egen lyd. Sådan en lidt luftig lyd, en passende lydkulisse til en brise i ansigtet ombord på en svæveflyver, en lyd, der understreger albumtitlen.
Vanvittigt hyggeligt
Forestil dig billedet af en lille legetøjsflyver med en prins bag styrepinden, der letter fra prikken på en hindus pande. Voila, det er sådan, Kong Gizz lyder lige nu. Fans, der forventer endnu et langt ude kreativt sving, vil måske skuffes over det her lille lalleglade rockintermezzo. Ekstremt hyggeligt og festligt, for omslagets flyvende pattedyr til trods er der ikke noget af Pink Floyds Animals. Med bandet her ville det dog ikke have overrasket. Faktisk er diskografien så eklektisk, at det uventede er ventet. Kun The Oh Sees og måske Mr. Bungle er på samme niveau.
Og det store spørgsmål er jo, hvor kong Gizz lader flyveren lande næste gang? Et 8-bit operette/noise-album?
