Mesterligt metalcore anno 2016

Velkommen hjem

Selvom Jesse har været tilbage et par år nu, efter Howard trak sig, er det først på Incarnate man rigtigt kan høre den fortabte søn er vendt hjem. For selvom han ikke har haft sin daglige gang i Killswitch i 10 år, lyder det som om han aldrig har været væk. Misforstå mig ikke, Howard Jones var et eminent substitut for den originale forsanger, men som med så mange andre bands der har oplevet udskiftninger på vokalfronten, vil fans altid være i camp x eller camp y. Og jeg bekender mig altså til camp Jesse. For selvom Howard gjorde et fantastisk stykke arbejde, så kan man godt føle at det hele blev lidt for sødt med ham i front for et i forvejen følsomt metalband.

Der må godt synges med

Det er et mere voksent Killswitch Engage vi her har at gøre med. De eksperimenterer en smule med forskellige genrer, uden det fjerner fokus fra deres foretrukne. Numre som ”It Falls On Me” hvor Jesse på det nærmeste synger duet med sig selv, vækker minder om de gode gamle ”Alive Or just Breathing” dage og "Reignite" fik mig til at stoppe op og tænke ”undskyld mig, men er det drop f de spiller i??” Ydermere får jeg Lamb of God associationer i nummeret ”Triumph Through Tragedy”, der også byder på lidt bøllekorshoppeborgsmetalcore a la Hatebreed. Men hvor Hatebreed er mere simpelt opbygget og stadig lyder som de altid har gjort, har KSE formået at forblive tro mod sin egen lyd uden at køre i den samme rille, noget ikke mange bands kan finde ud af. Faktisk virker det som om at alle de små tidbits rundt omkring på pladen, der alle er inspireret af vidt forskellige bands (se om du kan finde ud af hvilket nummer der oser af Depeche Mode), er med til at give dem en dybde i musikken der gør de undgår at blive sat for meget i bås.
For selvom deres metalcore ind i mellem kan forekomme mig lidt for skabelonskåren, som det også var tilfældet med deres forrige udgivelse, har Incarnate mere at byde på end Disarm the Descent - men ellers lyder de vitterligt som en opdateret udgave af sig selv og det trækker KUN op. Tekstuniverset er stadig i vær-stærk-og-tro-mod-dig-selv stilen, men ingen går uforandrede igennem livet og det kan også mærkes i sangskrivningen. Det siges at jo ældre man bliver, jo mere ligeglad bliver man. Det synes jeg nu ikke jeg fornemmer her, for både ord og sang er inderligt intense og selvom det bliver lidt banalt en gang i mellem og de falder i hjerte-rimer-på-smerte fælden, så kan man godt se bort fra det, for det er sgu’ et fedt album. Det er velproduceret, velskrevet og velspillet og jeg er svært glad for deres mere aggressive numre, der bryder den lidt for følsomme stemning der godt kan fylde for meget i det musiske landskab.

Homecoming King

Hvis man elsker Alive Or Just Breathing.. (som jeg gør) og kan holde op med at være mega nostalgisk (som jeg er), så har Killswitch mindst lige så mange år foran sig, som der er gået siden de først gjorde sig bemærkede med deres melodiske og fængende metalcore. Det kan godt være det ikke er det første album med Jesse siden han kom tilbage i folden, men det er det album han fortjente at vende tilbage med, det her er Jesses homecoming.