Exodus, Death Angel og Overkill går ind på en bar…

Thrash, som vor mor lavede den

Killing er et relativt nyt navn på den danske thrash-scene. De fire østjyder har faktisk hele otte år på bagen som band, men det var først i 2018, de udgav noget af deres musik, og det var dengang i form af ep’en Toxic Asylum. Kvartetten, der er dannet på baggrund af deres fælles passion for klassisk, rå og energisk thrash metal a la tidligt Metallica, Slayer, Exodus, Kreator og alle de andre, er nu langt om længe klar med deres første langspiller, der har fået titlen Face The Madness. Og lad mig slå fast med det samme: Den lyder fuldstændig, som old school thrash skal lyde!

41 minutters lækkerhed

For at sige det på godt dansk så spiller Killing god gammeldags thrash metal uden så meget pis. Legenderne fra de tidlige 1980’ere har bestemt ikke levet forgæves, når man i 2021 stadig kan sætte en plade på, hvor der spilles på præcis samme måde som dengang. Komplet med slayerske “Angel of Death”-skrig i starten af flere af numrene, Exodus’ energi og tempo, en vokal inspireret af Mille Petrozza og solide riffs, som kun Metallica, Death Angel og Anthrax kunne levere dem.

De fleste af numrene på Face The Madness, heriblandt de skønne “Kill Everyone”, “Before Violence Strikes” og “Legion of Hate”, er formidable thrash-numre: hurtige og catchy kompositioner med fuld skrald på, der dog godt kan blive lidt ensformige i længden. Bevares, man kan komme langt med højt tempo, skrigeri og aggression, men lidt variation er også kærkomment af og til, medmindre man hedder Slayer, og pladen kun varer 29 minutter. Derfor luner det gevaldigt, når Killing smider sange på pladen, der får rystet posen lidt. “Don’t Get Mad, Get Evil” samt sjette skæring med den lækre titel “Straight Out Of Kattegat” har både temposkift, ørehængende melodi, smukke harmonier og sublime riffs og udgør sammen med den potente afslutter “Killed In Action” pladens absolut bedste numre.

Skal jeg gå i helt små sko, så er jeg dog nødt til at påpege et par ting, der tilsværter helhedsindtrykket en smule. For det første er trommerne en anelse irriterende for en lydnørd som jeg selv. Forstå mig ret, grydebanker Jesper Skousen spiller fantastisk, men produktionen er alt for flad, og her er det i særdeleshed lyden af lilletrommen, der skurrer i øret. Vi er ikke ude i St. Anger-blikspand, men snarere lyden af en lille våd papkasse. For det andet så er der lige et riff eller to for meget, der minder om noget, man har hørt før. Særligt riffet i “One Last Victim”, der lyder en snas for meget som riffet fra c-stykket i Metallicas “Seek & Destroy”. Men igen, så er det bagateller, og det ændrer ikke på, at Face The Madness er en fandens potent plade, der formidler thrashens enkle budskab, som det oprindeligt var tiltænkt.

Når mor er ude, headbanger far på bordet

Har det sin eksistensberettigelse, når man udelukkende spiller Bay Area-thrash anno 1985 og benytter sig af samtlige floskler, gimmicks og billige tricks fra thrashens guldalder? Ja, for fanden! Når det leveres på et så energisk og medrivende niveau, som det er tilfældet her, så gør det ingenting, at opskriften stadig er den samme som for 35 år siden. Kan man sit håndværk, og er kvaliteten høj, er det helt i orden, at slutproduktet er af den gamle skole og måske hørt et par gange eller hundrede før.

Som nævnt er der plads til forbedringer her og der, men alt i alt er det svært at få armene ned samt få stuen til at stoppe med at rotere, når man har hørt Face The Madness – en fornem hyldest til den klassiske thrash. Det er absolut en af de bedre danske thrash-plader i lang tid, og hold da magle, hvor jeg glæder mig til at opleve det live. Sikke en mosh, det kan blive til!