En lille fisk i en stor sø

Norske Keep of Kalessin (opkaldt efter den borg, hvor den onde drage Kalessin fra Ursula K. Le Guins bogserie Jordhavet) holder til har siden 1995 spillet storladent og episk ekstremmetal i stil med både Emperor og Dimmu Borgir. De har dog aldrig opnået en brøkdel af en succes, som deres landsmænd har, trods ihærdige forsøg der blandt andet gælder flere smut forbi Eurovision. Nu er der gået hele otte år, siden de sidst har udgivet noget – og trommeslageren er blevet skiftet ud – så spørgsmålet er, om det er nu, Keep of Kalesin stadfæster sig som ét af de helt store norske bands, eller om de forbliver en fodnote i landets musikalske historie.

Ihsahn og Kopierne

Bandet selv mener, at de spiller det mest ekstreme af det ekstreme, og de blander da lifligt black metal og dødsmetal og drysser godt med keyboard udover det hele. Det endelige resultat minder, som tidligere nævnt, om Emperor og Dimmu Borgir, men også Xaon og Fleshgod Apocalypse dukker up i ens underbevidsthed, når bandet spiller. Dog er det, som om bandets forståelse af ”ekstrem” egentlig bare betyder, at der skal være blastbeats konstant – også når det slet ikke passer til resten af melodien. Der er simpelthen et allestedsnærværende daka-daka-daka fra start til slut, og det bliver hurtigt helt utrolig enerverende, som havde man en coked-up flagspætte boende i sine øregange. Det er, som om man har glemt at informere trommeslager-Wanja om, at han ikke er med i et grindcoreband. Men bandet virker fuldt ud tilfredse med hans kunnen, så naturligvis er det da også trommerne, der fylder absolut mest i mixet – hvilket effektivt drukner alt andet, især vokalisten, Obsidian Claw (der har det borgerlige navn Arnt Grønbech), forsvinder helt nu og da, hvilket er en skam, da hans Ihsahn-lydende vokal absolut er et af højdepunkterne på pladen.

Og meget apropos Ihsahn, så er sangen ”War of the Wyrm” (albummets bedste nummer) så tæt på at være en decideret Emperor-kopi, at man leder efter både ham og Samoth blandt de krediterede. Helt generelt virker det til, at med denne plade forsøger Keep of Kalessin at møve sig ind på Emperors territorie, som vel egentlig også er ledigt, når nu de ikke har udgivet noget siden 2001 – og i øvrigt aldrig kommer til det heller.

Men bedst som man sidder og tænker, at Katharsis da er en udmærket, om end alt andet end fejlfri udgivelse, så kommer nummeret ”A Journey’s End”, og for Lucifer da, hvor er det dog ufatteligt ringe. Midt i mellem blastbeats og superskurke-synth vælger bandet så at placere en fløderockballade a la Bon Jovi med en afsindig banal lyrik – fy for den lede! Derefter kommer der så ”The Obsidian Expanse”, som er alt for lang, efterfulgt af ”Throne of Execration”, som ligeså er alt for lang – og slutteligt, sørme om ikke der er en ligegyldig instrumental outro – hurra! Keep of Kalessin prøver et par gange med sange, der er over fem minutter, og det bør de virkelig ikke og så dygtige musikere er de simpelthen ikke, at de kan udnytte tiden så godt – desværre.

Fra toppen til bunden

Katharsis er ikke, trods min hårde kritik, udelukkende en fadæse. Der er skam pletvise momenter, som er udmærkede, og visse af sangene er decideret gode og værd at lytte til igen. Men den manglende originalitet og behovet for at kopiere andre større bands kombineret med den trælse produktion og den afskyelige flødeballade trækker simpelthen hele skidtet med sig ned i afgrunden.