Vinylbanner
Kawir - Adrasteia

Adrasteia

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Folk metal
Spilletid:40:55
Antal numre:6

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Titanerne

Jeg har en hemmelighed: Jeg aner intet om hellenistisk black metal. Intet om Necromantia, intet om Varathron, intet om Rotting Christ, og intet om Kawir. Sidstnævnte vil jeg dog rette op på i det følgende, da de netop nu er aktuelle med ottende studiealbum siden dannelsen og førstedemoen fra 1993. Adrasteia har navn efter den nymfe, som opfostrede den spæde Zeus i hemmelighed for at beskytte ham fra sin far, titanen Kronus. Kronus led som bekendt samme skæbne som sin egen far, Uranus: At blive styrtet af sin egen søn; oven i købet indespærret i Tartarus. Ak ja, græsk mytologi er langt mere spændende end den kristne. Desværre lever Adrasteia ikke op til inspirationen.

Sidder fast i kompetence

Adrasteia føles som et album af mennesker, der kender deres stil og ved, hvordan musikken skal lyde. Det er kompetent. ”Tydeus” bygger kortvarigt op med messende korstemmer, som snart får opbakning fra orkestret i et tungt heavy/doom-riff. Som åbner er stykket fremragende, men jo længere det trækkes i langdrag, desto større bliver savnet af intensitet; en opbygning uden forløsning. Det tager to hele minutter for gruppen at skifte riff, og selv da afløses et lavintenst stykke af et andet. Sidenhen tages sangen endelig op i tempo med et punkteret heavy metal-riff, som leverer for lidt for sent.

”Atalanti” skruer korrekt op for intensiteten via flittig blastbeats og dobbeltpedaler samt tremolo-baseret riffing. Desværre begår den samme fejl som åbneren; nemlig at hænge fast i åbningspassagen i længere tid, end den burde. Vi skal hen til ”Danaïdes”, før albummet rigtig rammer plet; Intet trækkes unødigt i langdrag, temaerne er rasende, kontraststykkets tyngde virker helt naturlig i sangens forløb, og de forskellige stykker lyder forskelligt. Sangen varer endda et minut kortere end de to foregående, selvom den skaber væsentlige mere.

… Og så er der næstsidste sang, ”Colchis”. Knap seks minutter med akustisk folkemusik tilsat forskellige rene, kvindelige vokalstemmer. Sangen rummer tre enslydende stykker i samme tre-fjerdedels-tempo, og det er en kamp at være opmærksom længe nok til at kunne skrive om den. Gruppen gør afslutteren ”Medea” en bjørnetjeneste her, da det bliver en kamp op ad bakke at få engageret lytteren igen. ”Colchis” kunne sikkert have fungeret som et mellemspil på er par minutter, men som sagerne står, frarøver det Adrasteia al form for fremdrift.

Ret skal være ret, der er gode passager på Adrasteia. Afslutningen på ”Atalanti” rammer det rigtige niveau af episk-lydende heavy metal, og tvinger min opmærksomhed tilbage til musikken. Både ”Limniades” og nævnte afslutter, ”Medea”, er gode black metal-sange, og kunne sikkert have taget sig flot ud på et album med bedre fremdrift. Produktionen går i øvrigt en flot balancegang; Den er ikke arkaisk lo-fi, men heller ikke nutidigt overdrevet. Som sådan er der plads i lydbilledet til alle instrumenterne. Endelig gør vokalen en god figur albummet ud, ligesom de melodiske guitarstemmer låner flot fra 80’ernes heavy metal-bølge.

Sjældent bedre end god

Adrasteia lyder på alle måder, som et folkeinspireret black metal-album. Klassisk heavy metal blandes med black metal, hvor især lead-guitaren står i fokus. Desværre emmer musikken ikke af stor inspiration, idet udtrykket ikke er rigtig rasende, ikke er rigtig episk og ikke er rigtig progressivt. Adskillige stykker trækkes i langdrag med meget lidt variation, ligesom albummet har sin del af knapt så spændende riffs. De seks minutter med folkemusik får albummet til at løbe ud i sandet forud for den ellers gode afslutning, og som helhed svinger albummet sig sjældent op over ”godt”.

Tracklist

  1. Tydeus
  2. Atalanti
  3. Danaides
  4. Limniades
  5. Colchis
  6. Medea

Tilføj kommentar