Kampfar er kampklar
Et af de nok lidt oversete norske black metal-bands, Kampfar, har netop udgivet deres 8. album Ofidians Manifest. De udgav deres første demo helt tilbage i 1995, men har på trods af generelt temmelig høj kvalitet ikke slået igennem i samme grad som mange af deres samtidige fra dengang black-bølgen tog fart i Norge. Det forrige udspil Profan fra 2015 gav vi hele 10/10, men sygdom og dødsfald satte i starten af 2017 en stopper for Kampfars videre fremmarch. Nu er gruppen klar igen, og lad os da bare slå fast med det samme, at Ofidians Manifest er et virkeligt stærkt comeback.
Om slanger, hævngerrige kvinder og Det Sorte
De gamle grækere kaldte slanger for ”ophidia”, så albumtitlen indikerer, at vi skal i gang med noget om kryb og tvetungethed, og det er da også et tema, der går igen på både coveret og flere af albummets sange. Det er nu ret vanskeligt at holde fokus på lyrikken, for musikken, Kampfar disker op med, er så forbandet medrivende og insisterende. Allerede på åbningsnummeret hører man bandets karakteristiske, næsten punkede attitude, men også deres sans for både melodi og groove. Med storslået lyd og heftig tremolo-riffing er stilen henad Necrophobic og lidt Immortal hører man da også, især i forsanger Dolks hæse snerren.
På ”Dominans” får den kvindelige vokal lytteren til at tænke på, om den pige, Mr. Gein spærrede inde i Slayers ”Dead Skin Mask”, mon er kommet tilbage for at hævne sig på en uretfærdig og mandsdomineret verden? Det lykkes på den måde for Kampfar at skabe et både creepy og meget vellykket nummer. Albummets, og såmænd årets, bedste riff, findes på ”Natt” og er egentlig rimeligt traditionelt, men det benyttes på flere forskellige måder undervejs. Lyt for eksempel til det tunge C-stykke, hvor riffet nærmest umærkeligt introduceres i bunden af lydbilledet for til sidst at tage fuldstændigt over i et rasende crescendo, der varer sangen ud. ”Natt” er altså virkeligt stærkt komponeret og et af manifestets absolutte højdepunkter.
Den traditionelle black bliver henover albummets syv sange suppleret i små afmålte doser med forskellige, musikalske variationer: Flere korte piano-stykker (for eksempel på ”Natt”) og variationer af kor (for eksempel på ”Erimitt”). Med afslutningsnummeret ”Det Sorte” serverer de oplagte nordmænd så akustisk guitar og lidt symfonisk lir, uden der på nogen måde går Dimmu Borgir eller Cradle of Filth i den. Til gengæld er der flere passager, der lyder temmelig meget som Solstafir både på grund af stemningen og ikke mindst trommeslager Ask Tys karakteristiske vokal. ”Det Sorte” er således en smuk afslutning på et fantastisk album.
Kampfar lyder, som Kampfar skal
Som anmelder er det ofte den nemmeste løsning at pege på de bands, der minder om det, man er i gang med at anmelde. Det giver en reference, som læseren kan forholde sig til, og måske fungerer det endda som en slags forbrugeroplysning: Er der noget her, man får lyst til at investere i? Fint nok, men at sætte musikere og deres udtryk i bås på den måde kan nogle gange virke uretfærdigt og begrænsende. Og det er lige præcis tilfældet med Ofidians Manifest. For på dette forrygende album lyder Kampfar som Kampfar – og Kampfar laver manisk, punket og knaldhamrende norsk black. Og det burde faktisk være fuldt tilstrækkeligt som varedeklaration. Køb!
