Kabbalah - The Omen

The Omen

Udkom

Type:Album
Genre:Doom/Stoner Rock
Spilletid:29:02
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Begejstrende mystik

”Kabbalah” er et hebraisk ord, som beskriver en form for overjordisk, mysticistisk tradition. Doktriner og sædvaner inden for tankegangen foreskriver en måde at nærme sig Gud gennem mystiske oplevelser. Denne tanke er blevet kritiseret som panteistisk kætteri, hvilket kombineret med ordets esoteriske indhold gør den til fremragende grobund for god, gammeldags doom-rock. Det er med denne baggrund, vi vender opmærksomheden mod den spanske og kvindelige powertrio fra Pamplona, som har taget navnet Kabbalah. Trioen begyndte sin eksistens med tre EP’er, før de udgav fuldlængdedebuten, Spectral Ascent, i 2017 – alt sammen til begejstring for anmeldere og fans. Gruppen er klar nu med den længe ventede opfølger, som bærer den måske lidt brugte titel The Omen.

Varsel i retrospekt

Kabbalah spiller en garagepræget gang old school doom-/stoner-rock med inspiration fra både Blue Öyster Cult og naturligvis tidlig Black Sabbath. Produktionen er minimal – kun enkelte stykker med overlappende guitarstemmer eller tilføjet orgelsynth vidner om, at de tre peligras ikke bare har optaget albummet live i studiet. Tykke bassriffs, overliggende guitararpeggi og ligefremme drivende trommerytmer gør deres gang her, hvilket sandt nok kan siges om vel nok et dusin lignende bands. Endvidere er stykkerne, der udgør sangene på The Omen, ofte forholdsvis simple hver for sig. Alligevel lykkes det Kabbalah at skille sig væsentligt ud gennem spændende sangskrivning og en fremragende vokal, eller tre.

Netop vokalerne er ét af albummets højdepunkter. Jeg kan ikke afgøre, hvem der påtager sig hovedrollen, men hun styrer albummets humør glimrende – min favorit er ”Labyrinth”, hvor vokalen er så hviskende og tæt, at man forskrækket må se sig over skulderen. ”Hovedrolle” er desuden et diffust begreb, når alle tre medlemmer så flittigt byder ind. Eksempler er der nok af, men den hjemsøgende afslutter, ”Liturgy”, og den seje, trestemmige fuga i omkvædet på ”Night Comes Near” finder man ikke på ret mange andre albums. Endelig indeholder The Omen sin del af spændingsfuld sangskrivning, også mere end man umiddelbart forventer med en gennemsnitlig sanglængde på knap tre og et halvt minut. Dels formår gruppen, for eksempel på ”Lamentations” og ”Labyrinth”, at overraske lytteren med skiftende stykker. Og dels er der i det hele taget stor variation blandt sangene, som trækker fra både fuzzet stoner/doom, klagende, okkult rock og mere ligefrem stoner-rock.

Der er ingen store svagheder at fremhæve ved The Omen for mig at se, men jeg har et par kommentarer. Simplicitet er fint, men de mere gængse riffs på ”Ceibas”, ”The Ritual” og ”Liturgy” er lige præcis dét; gængse. Dertil virker guitaren anonym både i versene på ”Stigmatized” samt ”Ceibas” og i albummets solostykker. Min tese er, at siden gruppen ikke partout fylder lydbilledet ud med forvrængede power-akkorder, har guitaren en mere fri rolle, som kan udnyttes bedre. Men med det sagt, så har hver sang på albummet genkendelige hooks fra guitaren, og med en spilletid på 29 minutter er der intet, der kan kaldes ”langdrag”.

Endnu en succes

Kabbalahs andet album er, ligesom sin forgænger, en glimrende gang rocket stoner/doom uden en enkelt forbier. Især vokalen imponerer gennem flotte trestemmige omkvæd, der viser et særligt øre for effektfuld harmonisering. Derudover rummer The Omen eftertænksom sangskrivning, der rækker ud over standardstrukturen, samtidig med at sangene holdes trimmet for overflødigheder. I adskillige passager bliver guitarværket en kende simpelt, hvilket jeg gerne så mere gennemtænkt. Det er dog intet større problem, end at sangene straks bevæger sig videre og desuden har tilpas med hooks til snildt at fastholde interessen.

Tracklist

  1. Stigmatized
  2. Ceibas
  3. Night Comes Near
  4. The Ritual
  5. Lamentations
  6. Duna
  7. Liturgy

Tilføj kommentar