Jord - Tundra

Tundra

· Udkom

Type:Album
Genre:Atmospheric Post-Black Metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Don’t look up

Svenske Jord er et forholdsvis nyt projekt. Gruppen har tidligere udgivet værkerne Sol og Måne, men har på sit tredje album valgt at vende øjnene væk fra himmellegemerne og kigge mod vor egen vilde og utæmmede natur. Gruppen spiller melankolsk og melodisk atmosfærisk black af den æteriske og iskolde slags. Stilistik set kan man sammenligne dem med både bands som danske Kold og spanske Perennial Isolation. Men atmo-black a la hypotermi er ikke just en mangelvare, så spørgsmålet er, om der egentlig er en reel grund til at vælge Jord over et hvilket som helst andet band, der boltrer sig i samme territorium?

Storladen melankoli

Gør Jord noget, ingen andre bands gør? Nej, på ingen tænkelig måde. Men det, de dog gør, virker. Deres kombination af velskrevne riffs krydret med spartanske, symfoniske elementer og en meget tydelig bas er alle dele af en velfungerende opskrift og en opskrift, som Jord holder sig til. Dog har Jord en stor forkærlighed for guitarsoli, og endda af den spraglede 1980’er-slags, hvilket er en stor kontrast til resten af musikken, som egentlig er ret nedtonet. Måske netop på grund af dette, så fungerer det overraskende godt. Jeg kommer ligeså til at tænke på norske Sworn, som jeg anmeldte tidligere på året, der også havde en forkærlighed for at kombinere melankoli med storladenhed.

Så nok er Tundra en ganske velpoleret og forholdsvis moderne klingende udgivelse, men rødderne stikker direkte ned i den gamle, kolde skandinaviske muld. Egentlig er det et udmærket bud på, hvordan andenbølge-blacken kunne have lydt, hvis den var opstået i 2023 i stedet.

Bagsiden af den medalje er dog, at der til syvende og sidst mangler både lidt kant og bid. Ligeså er pladen også for lang. Der kunne nemt være blevet skåret syv-ti minutter fra – og ligeså kunne passagerne med den messende, rene vokal også være blevet sparet væk, da de tilføjer et element af black-gaze, der ikke rigtig passer ind i resten af mixet. Havde albummet blot bestået af de første fem numre, og havde de skåret to-tre minutter af ”Snöfödd”, havde værket stået markant skarpere og nok også fået en højere karakter.

Potentiale, men med skønhedsfejl

Tundra, og derved Jord, har masser af potentiale, og der mangler heller ikke gode ideer. Men der er stadig enkelte huller i osten, og den stilistiske røde tråd kunne godt være mere tydelig. Bandet har helt åbenlyst store visioner, hvilket er dejligt, men de glemmer lidt at holde øjnene på bolden, og det flakkende blik gør, at resultatet bliver svækket. Men det til trods, så er Tundra stadig samlet set et godkendt og fornøjeligt album.

Tracklist

  1. Mara
  2. Själens Död
  3. The Fall
  4. Vilddjurets Hjärta
  5. Snöfödd
  6. Kyla
  7. Tundra