Jesper Binzer - Flot kronhjort

Flot kronhjort

Udkom

Type:Bog
Genre:Hard rock

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Rockstjerner er også mennesker

‘Axl Rose irriterer mig, og jeg er bange for ham. Han er ikke relaterbar’

Hov, hvad er nu det? En selvbiografi mere? Har han ikke allerede skrevet sådan en? Jo, det har han faktisk. I 2012 udgav den karismatiske D-A-D-frontmand bogen “I Won’t Cut My Hair”. Det var en ærlig fortælling fra den indadvendte og sårbare mand, der bor inde i rockstjernen Jesper Binzer, men også en bog, hvor D-A-D fyldte rigtig meget. Bogen var på mange måder en selvbiografi, som de er flest, med en kronologisk fortælling og med en journalist – i dette tilfælde Jakob Fälling – som tovholderen på projektet.

”Flot kronhjort” er noget andet. Her fortæller en endnu mere åben og ærlig Binzer om misbrug, parforhold, stjernestatus og ensomhed til journalist Jo Brand, der undervejs ikke blot nøjes med at stille Binzer store spørgsmål, men også deler sine tanker om hans svar. Det er der kommet en meget vellykket bog ud af.

‘Der er noget med ærligheden - man er nødt til at være minimum 51 procent personlighed’

En ting skal slås fast med det samme: Håber man på en bog, hvor Jesper Binzer deler ud af diverse vilde røverhistorier om de glade 80’ere og 90’ere med D-A-D, vil man blive skuffet, og man skal i stedet søge mod “I Won’t Cut My Hair”. Hvis man derimod har mod på at dykke ned i mennesket Jesper Binzer og dennes inderste, sårbare tanker om livet, så er det her, det foregår.

Hver onsdag i et halvt års tid har Binzer og Jo Brand mødt hinanden til en snak. Her har de talt om, hvordan det er at være ham, for det har nemlig ikke altid været helt nemt. Et liv med rock’n’roll og dertil hørende op- og nedture er selvsagt ikke noget, enhver kan klare. Men når man samtidig lider af søvnløshed, bøvler med kærlighedslivet og har et pillemisbrug, er det ikke overraskende, at Jesper Binzer af og til synes, livet er krævende at navigere rundt i. Og hvad der også er overraskende, er den ærlighed, bogens hovedperson fortæller med. Han blotter sin sjæl fuldstændig, og dermed bliver samtalen dyb, oprigtig og yderst autentisk. Det to-årige misbrug af opioid-medikamentet Dolol danner rammen om ret så skræmmende læsning. Tænk sig at komme så langt ud, at man rent faktisk ønsker sig ulovligt erhvervede piller i fødselsdagsgave! I dag er Jesper Binzer ude af sit misbrug, men han jagter i en alder af 59 år stadig brugbare værktøjer til, hvordan man lever et “almindeligt” liv og tackler normaliteten. En ting, der ikke er helt nemt, når man mest af alt ser sig selv som en gøgler, der af og til er nødt til at tage den røde næse af og være sig selv. For hvad indebærer det? Og hvad hvis den røde næse virkelig er en del af en selv?

Udover de store snakke på det eksistentielle plan rummer ”Flot Kronhjort” også tanker om stort og småt. Eksempelvis vil det sikkert komme bag på de fleste, at Jesper Binzer ikke har det fjerneste imod Rasmus Seebach, One Direction eller Rihanna. Han bryder sig nemlig ikke om “musikpolitiet”, men står helt urokkeligt fast på, at er der følelser bag musikken, og har kunstneren gjort sig umage, lytter han hellere end gerne. Her har selv Jo Brand fordomme om rockstjerner og bliver temmelig overrasket, men som Binzer siger: ‘Hvis man er meget kategorisk omkring, hvad der er dårlig og god smag, så misser man noget, og så er det sandsynligvis, fordi man er bange for at få nogle følelser. Derfor vil jeg også gerne stå ved mine.’ Selv da Nirvana og resten af grunge-bølgen i 1991 ikke bare smadrede markedet for diverse hair metal-bands verden over, men også D-A-D’s USA-drømme, måtte Binzer ærligt kapitulere og erklære, at grungen kunne noget. Fordi det var ærligt og fyldt med ægte følelser.

‘Vi blev jo ikke store i Amerika …’

Trods det faktum at han i dag sidder godt i det rent økonomisk, har kæreste, voksne børn og et band, der stadig sælger masser af plader og koncertbilletter, er Jesper Binzer stadig sikker på, at han en dag ender som en ensom gammel mand i en toværelses med den store kabelpakke. De negative tanker, drømmene der røg på gulvet og de endeløse bekymringer er nemlig stadig til stede i Binzers liv. Men han er kommet langt. Rigtig langt. Og alle hans tanker om lige netop den proces samt alt muligt andet er fremragende læsning. Man føler næsten, at man sidder i hjørnet af stuen sammen med Jo Brand og Jesper Binzer, og man hører konstant den selvudnævnte gøglers umiskendelige stemmeføring for sit indre øre. Det er nærmest mageløst. Selvbiografier efter klassisk opskrift kan helt sikkert noget, men i tilfældet ”Flot kronhjort” skal Binzer og Brand have kæmpe highfives for en interessant og meget vellykket måde at lave selvbiografi på.