Duoen Invisigoth leverer på deres andet album, "Narcotica" en særpræget blanding af ikke særlig hård symfonisk prog (lidt à la stemningsuniverset på Symphony X’s "V"), stemningsfulde collager af baggrundslyde (tænk på Devin Townsends ambient-konstruktioner), orientalsk-inspireret, til tider tribal-agtig electronica og let soul’et pop. Det er især de tre sidste triphop-agtige elementer, der dominerer oplevelsen af albummet.
I modsætning til mange af de nye progressive bands, der ser lyset i disse år, så har Invisigoth faktisk en rigtig god sanger i Viggo Domino (skægt navn). Hans lyse stemme spænder over flere udtryk fra det poppede, nærmest Simply Red-agtige (f.eks. på "A Beautiful Disaster", der faktisk også lyder lidt hen ad Simply Red) til en fed, Jeff Buckley-agtig kant, (f.eks. når han bevæger sig op i det høje register på den ad-lib-agtige passage ca. midt i første nummer). Nogle af hans fraseringer har dog en lidt kikset, skabet powermetal-karakter, f.eks. på første del af den indledende "Dark Highway Pt.1: Transmission", men disse glemmer man hurtigt i anden del af samme nummer, når musikken bevæger sig videre over i et mere trippy lydunivers med lækkert eksekverede korharmonier.
Trods den ret underlige sammensætning af stilarter, føles "Narcotica" et langt stykke ad vejen som en meget letflydende, homogen strøm af musik. Især på grund af det stærkt keyboard- og sample-influerede lydbillede og de lidt afdæmpede programmerede trommer bliver helhedsindtrykket et meget fredeligt lydtapet, som indbyder til, at man laver noget andet imens. Netop de programmerede trommer er dog samtidig med til at trække ned i min bedømmelse – flere af numrene kunne have haft betydeligt mere nerve med en levende person bag gryderne (hvis der faktisk bliver spillet rigtige trommer på albummet, er det i hvert fald camoufleret ret godt). I de diskoagtige passager passer programmeringerne egentlig fint ind, men i de mere bastante rock-rytmestrukturer bliver musikken underligt steril og computer-demoagtig at lytte til. Og så synes jeg også, at der er lidt for mange passager, hvor musikken kører i tomgang. Hvis man forsøger at koncentrere sig om musikken hele vejen igennem, kommer albummets 70 minutter efter min mening til at føles meget lange, især hvis man også har ladet sig irritere at den spinkle, polerede lyd.
Men tjek Invisigoth ud, hvis du har brug for noget nyt, anderledes input. Her er mange originale ideer og fede stemninger, og jeg kan kun håbe for Domino og multi-instrumentalist Cage, at de finder nogle flere legekammerater, der kan hjælpe dem med at gøre deres bandprojekt rigtig fedt.
