Springtime
Impiety - Versus All Gods

Versus All Gods

· Udkom

Type:Album
Genrer:Blackened Death Metal, Death/Thrash Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Profaniteter ad libitum

Inspireret af legender som Bathory, Sarcófago, Destruction og Possessed har Impiety fra Singapore spillet old school ekstremmetal siden 1990. Deres primære udtryk er, og har altid været, black metal med masser af thrash og død indover. I de 30 år, bandet har været aktivt, er det blevet til tonsvis af forskellige bandmedlemmer, otte album og profaniteter ad libitum. Udover at hylde Satan har Impietys eneste faste holdepunkt igennem alle årene været forsanger og bassist Shyaithan. Med ham i førersædet fik gruppen et mindre gennembrud med Skullfucking Armageddon i 1999, og det havde de vel også fortjent med den herlige titel. Nu har de så udgivet deres første album siden 2012, Versus All Gods, og så kan vi høre, om der stadig er spræl i de gamle djævletilbedere her i 2020.

Velfungerende blackened dødsthrash

Starten på albummet tyder desværre ikke meget på det. Hvis du er træt af at læse om anmeldere, der brokker sig over uopfindsomme instrumentalintroer, så er det intet, i forhold til hvor trætte vi her på Heavymetal.dk er af at skrive om dem. ”Kommand IX” er fyldt med pompøse orkestereffekter, der alle lyder, som om de er indspillet på et billigt Yamaha-orgel fra folkeskolens musiklokale. Værre endnu har introen absolut intet med resten af albummet at gøre, så den skaber bare forvirring om, hvad Versus All Gods er for et album. Men det er nu ikke det eneste problem på dette, singaporeanernes niende, album. Det er trist at konstatere, men ham, der rimer på Satan og som har holdt sammen på gruppen i over 30 år, er umiddelbart også albummets største svaghed. Stemmen er ikke bare rusten og monoton; den lyder både hæs og forpint. Ikke på den fede måde, men nærmere som om Shyaithan simpelthen bare var træt under indspilningerne.

Ser man bort fra disse svagheder, og det er faktisk ikke så svært, som man måske skulle tro, så er der tilstrækkeligt af herligt raseri på Versus All Gods til, at man for det meste ser igennem fingrene med dem. Der spilles generelt med utæmmet raseri, men samtidig med så meget tæft for riffs og tunge grooves, at man for det meste føler, at der sker noget interessant. Lyden er passende beskidt, men alligevel hører man inspiration fra mere traditionel heavy metal med dobbeltguitarer og endda lidt melodi hist og pist. I det hele taget er det guitararbejdet, der imponerer mest på dette album.

”Azazel”, der er en hyldest til en gammeltestamentlig dæmon, starter ud i rasende fart, men har allerede i introen flere lækre temposkift og både medrivende riffs og soloer. ”Terror Occult Dominion” er et præmieeksempel på velfungerende blackened dødsthrash, hvor et gennemgående thrash-riff, og ikke mindst et lille tip med hatten til Opeth, får det hele til at hænge forbilledligt sammen. En titel som ”Interstellar Deathfuck” kan jo noget, men selv med den King Diamond-inspirerede korsang, der pludselig dukker op i dette nummer, fornemmer man ikke rigtigt, at der er noget, der bliver leveret med et glimt i øjet.         

Fantasiløs Satan-tilbedelse

Over et helt album er der bare ikke nok kvalitet og variation til at holde interessen fast. Efter 30 år kunne man måske også forvente, at Shyaithan havde andet og mere at skrive om end fantasiløs Satan-tilbedelse. På samme måde kunne der jo være andre følelser at fremmane end utæmmet raseri? Ingen af delene er desværre tilfældet. Så på trods af de gode takter, flere godkendte sange og to absolut kapable guitarister er Versus All Gods kun lidt over middel.

Tracklist

  1. Intro- Kommand IX
  2. Reigning Armageddon
  3. Djinn of All Djinns
  4. Barbarian Black Horde
  5. Inviktus Satanikus
  6. Azazel
  7. Terror Occult Dominion
  8. Dajjal United
  9. Interstellar Deathfuck
  10. Magickal Wrath
Imusic

Tilføj kommentar