Rejsen fortsætter fra Hades

Vores hovedperson, Odysseus, er stadig på vej hjem fra indtagelsen af Troja i Illion. Efter flere gange at have undveget mytiske kvindefigurers fristelser og besejret kykloper, kæmper og halvguder, krydsede han Styx-floden, der udgør grænsen til Hades. I det græske dødsrige mødte han i kulminationen på første album en række spøgelser, der med growlede fortællinger får Odysseus på rette kurs, så han nu kan vende hjem mod Ithaka.

Klagesang udløser klagesang

Andet album fortsætter med sangen ”Of Casualties (And the Further Way)” i samme stil som første halvdel. Et lækkert riff krydres med nogle fine melodier i den velkomponerede halvlegssang, der er en halvprogressiv, instrumental lækkerbisken. De første vokalstykker kommer først på sangen ”Sirens”. Sangen formidler med halvmelankolske melodier en sejltur gennem sirenefarvand. Sørgeligere end instrumenterne er dog den kvindelige sangstemme, der sjældent rammer helt rent. Nummeret ødelægges næsten fuldstændigt af den usikre sangerinde, der hidtil kun har været brugt i baggrunden. Her befandt den sig også bedst, og heldigvis bruges den kun momentalt på resten af albummet.

Lyrikken følger generelt Odysséens tekst meget tæt, og er måske ikke den mest kreative, men det er også et meget ambitiøst værk at skrive. Det er en svær balancegang at fortolke så kendt et værk, og Imperious har valgt den sikre sti og gengiver fortælling, næsten som den står skrevet. Det lykkes da også at skabe en meget autentisk fortælling, der passer godt med den atmosfæriske musik. Et stærkt album til en unik målgruppe. For at fange et bredere publikum, havde det dog nok krævet lidt mere nyfortolkning.

De to bærende sange, “The Isle of the Solar God” og ”Bloodbound - The Bow of Odysseus”, er begge godt varierede. Sidstnævnte udgør historiens klimaks og er med sine 17-minutter-lange komposition også en form for musisk klimaks for pladen. Der er mange lækre passager at finde, og kreativiteten fortsætter i samme niveau som på første album. Hele molevitten kulminerer i en smuk melodi på ”At the Olive Tree”, der sætter sig fast som en positiv genklang. En god outro kan have stor betydning for, hvordan et album huskes tilbage på. Med en glorværdig slutning lykkes dette for Imperious.

Generelt et spændende og velproduceret værk

Alt i alt har Imperious skabt et velkomponeret album, der ikke kan se sig fri af nogle begynderfejl, men lyder fantastisk i betragtning af det ukendte line up. Odyséen har fået sig en autentisk metalversion, der gør den gamle historie til en blackmetal-opera. Et ødelagt nummer på anden halvdel koster et point, men niveauet er generelt højt, og hjemrejsen får 8/10 kranier med.