Danske thrashere leger med genrerne (og Indy-cover!)

Dansk neo-thrash

For små ti år siden kom der en global bølge af nye thrash-bands. Thrash-bands, der lignede og – med en lidt bedre produktion – lød, som det vi kendte fra de gode gamle 80'ere. Thrash-bølgen kom også til Danmark, blandt andet i form af Essence, Battery og ikke mindst Impalers. Sidstnævnte har nu flere udgivelser i bagkataloget, blandt andet to fremragende fuldlængde albums og er nu klar med en ny legesyg EP.

Impalers er et band, der er gode til at skrive riffs, som lægger sig tæt op ad det tidlige Metallica, men med et teutonisk udtryk, der specielt skabes via et højt tempo og den hidsige, frådende, growlende og rallende vokal. På deres udgivelser har de flere gange demonstreret, at de primært har hjemme i den teutoniske thrash, men de viser også fint, at de også behersker de øvrige afkroge af den genre, som vi alle kender og elsker.

Jorden rundt - med thrash

Og den leg med thrashens forskellige udtryk udgør kernen af Impalers' nye EP. EP'en består af fire numre, der hver bærer sit karakteristiske udtryk. På den måde kommer vi i løbet af disse forbi de tre store globale thrash-scener: Bay Area-thrash, East Coast-thrash og teutonisk thrash samt slutteligt en hyldest til de fælles rødder – den britiske, punkede heavy metal. Denne rundrejse laver bandet i form af to nye numre og to cover-numre.

"Megalodon" starter med noget, der lyder som en astmatisk vejrtrækning, og så er albummet ellers skudt i gang med 200 kilometer i timen: Dyster, ond og hurtig thrash i bedste teutoniske stil.

"Styx Demon" er Bay Area thrash-indslaget på EP'en. Nummeret indledes endda med et skrig, der leder tankerne hen på (læs: er en tro kopi af) et særdeles velkendt indledende skrig fra Slayers Tom Araya - hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener, er det på tide, du får genopfrisket klassikeren Reign in Blood. Nummeret fortsætter med sit "Whiplash"-lydende riff i en bastard af Death Angel, Slayer og Metallica - vokalen er dog stadig den velkendte teutoniske Impalers-vokal.

Med "Death Comes Ripping" har bandet begivet sig ud i et Misfits-cover (hvilket også er en yndet Metallica-aktivitet). Dette er i form af bedste East Coast-thrashet New-Yorker-hardcore stil – med ”ååååh åååh”–kor og det hele. Her får vi også lov til at stifte bekendtskab med et nyt udtryk fra vokalen.

EP'en slutter med endnu et cover, denne gang af Iron Maidens "Prowler", hvor bandet hylder den britiske, punkede læsning af heavy metal – noget, der i høj grad var startskuddet for thrash-genren.  

Tilbageskuende leg

En EP er et forum for leg og musikalske eksperimenter. Der er her, man kan lave de lidt fjollede covers, og her man kan lege med nye udtryk og virkemidler. Dette udnytter Impalers til fulde. Det er en EP, der oser af musikalsk overskud, en historisk genre-bevidsthed og, ikke mindst, masser af leg. Hvis Styx Demon: The Master of Death havde været et album, ville jeg mangle et mere fokuseret udtryk fra bandet, nogen riffs, der læner sig lidt mindre op af legenderne (samt nogen flere numre…). Men som EP er den lige præcis, som den skal være – en musikalsk leg af nogen genrebevidste og kompetente musikere.