Middelalder-myter fra Marche
Hesperia er måske ikke det mest kendte navn indenfor black metal. Det ændrer dog ikke på, at manden bag, Hesperus, siden 1997 har udgivet intet mindre end 11 ekstremt ambitiøse albummer. Tag bare Aeneidos Metalli Apotheosis Pt. I fra 2003, der indeholdt intet mindre end 30 (!) sange – til sammenligning er Picenum (True Marchigian Black Metal Renaissance) jo bare en lille fisk, da der 'kun' er 11 numre at komme efter. Så slib dit sværd, polér din ringbrynje, og find din italienske parlør frem, for nu skal vi gennemgå hele tre akter af italienske middelalder-myter og renæssance-rædsler. Avanti!
Foley-black
Ifølge Hesperus selv skal man forstå albummet som et værk, der er delt op i tre akter – man er vel italiener! Jeg tror dog kun, at det er Hesperus selv, der reelt kan høre forskellen på disse akter samt ved, hvornår man overgår fra den ene til den anden.
Det ændrer dog ikke, at både ambitioner, lyrik og den generelle fortællelyst sidder i det absolutte højsæde, når det kommer til albummet her. Det er tydeligt, at ’storytelling’ er det vigtigste og mest gennemførte element. For at understøtte det er musikken også spækket med diverse narrative elementer, som alle underbygger fortællingen. Hestevogne, fodtrin, faldgitre, der går op og i, skrigende menneskemængder, sværdkamp – Hesperus’ egen bedstemor indtaler endda et par passager hist og pist, hvilket er ret kært og meget lidt black metal.
Alt dette gør, at det til tider føles mest, som om man sidder og hører et italiensk radiospil fra 1950’erne. Jeg har absolut intet imod disse narrative fortælleelementer i musik, tværtimod kan den slags snildt fungere som en fremragende ’hook’. Der skal dog være en perfekt balance, og musikken skal helst ikke lide under behovet for at fortælle, hvad der sker – 'play it, don’t tell it'. Picenum (True Marchigian Black Metal Renaissance) er, desværre, ikke et specielt afbalanceret projekt. Musikken lider virkelig under Hesperus’ behov for at lege historiefortæller og foley-artist. Den primære grund til albummets længde på næsten halvanden time er, at stort set samtlige numre er fyldt til randen med netop alt lige fra hestevrinsken, bjældeklang, kæderaslen og mumlende bedstemødre. Så selvom der helt reelt sker utrolig meget på albummet, så føles det faktisk, som om der ikke sker en fløjtende fis. Tempoet bliver konstant brudt af ét eller andet gøgler-aspekt.
Alt dette kunne man dog, måske, se igennem fingre med, hvis den reelle musik så var virkelig god. Det er den desværre bare heller ikke. Picenum (True Marchigian Black Metal Renaissance) er ret generisk 90’er-black a la Immortal og Satyricon, bare tilsat pastavand i stedet for Solo.
Som at gå i teatret med lukkede øjne
Picenum (True Marchigian Black Metal Renaissance) vil utrolig meget, men opnår utrolig lidt. Albummet, og Hesperia generelt, lider af det, som rigtig mange soloprojekter altid lider under. Nemlig feedback. Det her værk er, som det er, fordi ingen har trukket Hesperus til side for lige at hjælpe ham med at navigere igennem værket her. Selv Tolkien vidste, at han ikke kunne skrive sine værker mutters alene.
Det er komplet umuligt at holde styr på, hvad der sker på hvilket nummer på Picenum (True Marchigian Black Metal Renaissance). De mange afbrydelser, gøgler-elementer samt det, at musikken er så generisk, som den er, gør, at man ikke kan huske, om det var ”Il Paradiso Della Regina Sibilla, Atto II: Il Racconto Del Cavaliere Tedesco Che Tornò E Rimase Nel Regno Della Sibilla”, ”La Sdrega” eller ”1375, La Lega Maledetta: I Signori Da Varano Si Ribellano Alla Chiesa”. Bevares, de absurd lange og decideret selvsmagende sangtitler hjælper ved gud heller ikke på det. Hesperias 11. værk er ikke et dårligt album som sådan, men det er bestemt heller ikke en god plade. Havde den nu haft en visuel følgesvend, så havde det nok givet bedre mening, men som det er nu, er det lidt som at se en teaterforestilling, med lukkede øjne.