Stadig ildeset i Polen
Følger man kætteri tilbage til ordets oprindelige betydning, så er det måden, hvorved et ungt menneske udvælger, hvilken filosofisk retning livet bør leves efter. Diverse organiserede religioner mener dog, at kættere i stedet for er personer med meninger i uoverensstemmelse med den pågældende religions doktriner. En uoverensstemmelse, som førte til alt mellem en udelukkelse af fanklubben til afbrænding på bålet. Om danske Stephan Larsen synes, dette udvalg af afstraffelser bare er sagen, vides ikke, men han har dog kaldt hans soloprojekt The Heretic. Et projekt, som netop er aktuel med udgivelsen Midnight Mass.
Der er en grund til, at du ikke kan huske farven på Mona Lisas ramme
Uden at skulle bryde sit hoved med en alt for svær associationsleg, så er det ikke overraskende, at den gode Hr. Larsen har valgt at kigge tilbage på, dengang heavy rocken var farlig og derefter givet sig i kast med en gang okkult og doomet hård rock/protometal
Rent strukturelt, så er Midnight Mass en ganske fornuftig størrelse. “The Cursed Well” og “Deep in the Forest” starter begge i slæbende rustvognstempo, inden solide midttempo riffs indikerer, at nu har vi begravet skarnet og kan tage hul på gravøllene. Det er velkendte doom-relaterede formularer, som på trods af at have 50 år på bagen, sagtens kan tage 50 mere. Og nu vi er ved det velkendte, så bør vi også hive fat i “The Ballade of Anton Phibes”. Et groovy riff, som lugter af lige dele støv og svovl, er nærmest et krav, når vi er ude i den mørke afdeling af retrometallen, og igen er der styr på de overordnede rammer, hvilket gør sig gældende på stort set hele Midnight Mass.
Problemerne på Midnight Mass opstår dog, når doom-rockens rammer skal fyldes ud. Har man hang til slæbende og dundrende okkultisme, så må det gerne lyde, som om vi befinder os i en hule, kirke, eller andet større lokale. Det gør Midnight Mass ikke. Trommerne er næsten så flade, at vi kun er blikskursproduktionen fra en gang black metal, og guitaren har oftere klang af solbrændt western-beværtning end fakkeloplyst djævletilbedelse. Fair nok, lyden skal være retro, men plade-reverb har eksisteret siden sidst i 50’erne. Når Hr. Larsens vokal så også er til den mindre øvede side, havde den også haft gavn af at blive sovset en smule ind i netop lidt ekko og reverb. Rettede man op på ovenstående, så ville “Daemones Tributum” nok have lydt som et reelt satanisk ritual og ikke en træls gademusikant komplet udstyret med rygtromme og rumsterstang. Det eneste, som dog ville kunne have reddet “My Secret Lullaby”, var en barmhjertig død. Tåkrummende lyrik, en enerverende spilledåse, og en rytme kreeret af en tonedøv seksårig er mildest talt anstrengende at komme igennem.
Desværre ikke en sovekammerdemo
På Midnight Mass demonstrerer The Heretic perfekt, hvor stor forskel der kan være på ide og færdigt produkt. Rammerne og den overordnede struktur er ens, men det høres tydeligt, at evnerne ikke formåede at leve op til forventningerne. Havde vi at gøre med et produkt, som bare skulle agere skabelon, så havde jeg været mere overbærende. Men som færdigt produkt er Midnight Mass en ommer.
Midnight Mass er, i skrivende stund, ikke på YouTube, men Soundcloud