Hellwell - Beyond the Boundaries of Sin

Beyond the Boundaries of Sin

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Doom metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Skønt Beyond the Boundaries of Sin er Hellwells debut-album, så er folkene bag veteraner. Der er nemlig tale om et projekt, der involverer Manilla Roads mainman Mark "The Shark" Shelton og E.C. Hellwell (som har bidraget som bassist på et enkelt Manilla Road-album). Så vi har bestemt ikke med folk, der er grønne bag ørerne, at gøre.

Skiven har samme mørke som Manilla Roads musik og også lidt samme episke væsen, men Hellwells musik er en tand mere syret og har en lidt 50er gyserfilm-stemning over sig. Skiven indledes med et orgel-stykke og derefter sparkes den tunge "The Strange Case of Dr. Howard Holmes" i gang, der domineres af aggressive men melodiske guitar-riffs og det syrede orgel. "Eaters of the Dead" er en tand mere aggressiv, men har også en lettere groovy side, og "Keepers of the Devils Inn" kan næsten beskrives som en mellemting mellem mørk traditionel metal og power metal, hvilket også gælder den lidt mere aggressive "Deadly Nightshade". Efter disse numre står det klart for en, at det syrede orgel er en integreret del af Hellwells musik. Personligt synes jeg egentligt, at det er en meget fed detalje, da det giver Hellwells musik en lidt 70er-rocket karakter. "Tomb of the Unnamed One" er en tungere affære, der også byder på lidt episke stykker nu og da, hvilket også gælder "The Heart of Ahriman", mens afslutningsnummeret "End of Days" er både episk og syret, og ligefrem lidt progressiv.

Produktionen er en kende upoleret, men ikke så flad, at det episke falder helt til jorden, og så passer den lidt upolerede stil også musikkens mørke og lettere psykedeliske atmosfære. Skiven er karakteriseret af en hvis organisk dynamik, som nogle med garanti vil sætte pris på. Jeg kan dog også forestille mig, at, hvis man er til poleret moderne metal, så er Hellwells musik måske ikke lige til at sluge. Jeg synes, at Mark Sheltons stemme virker lidt mindre træt og slidt end på Manilla Roads sidste album, men den mangler stadig lidt power i forhold til i gamle dage. Den har dog stadig sin unikke kvalitet, og fans af Manilla Road, vil sikkert også finde Hellwells musik attraktiv.

Hellwells Beyond the Boundaries of Sin er episk, mørk og syret, og vil måske appellere til fans af The Shadow Theory, Psychotic Waltz, tidlig Deep Purple, King Diamond og selvfølgelig Manilla Road.

Tilføj kommentar