Italiensk død efter amerikansk opskrift
The Evil Emanations er det første fuldlængdealbum fra italienske Hellish God og som sådan også mit første møde med dem. Selvom bandet er dannet i 2015, er det primært en hyldest til Floridas dødsmetal i halvfemserne, som vi kender den fra Obituary – og i særdeleshed Deicide. Kort fortalt er Hellish God et nostalgisk tilbageblik på, hvordan dødsmetal lød, dengang jeg var knægt og var i, hvad min mor troede var en fase. Et potentielt positivt indtryk af Hellish God hviler således på en del nostalgi, men hvis du håber, italienerne leverer et produkt af lignende kvalitet og med samme karisma som deres idoler, er jeg ked af at informere dig om, at dine forventninger måske skal modereres.
Ikke helt, som Florida lavede den
Deicide formåede at kanalisere deres ondskab (påtaget, som den var) til brutale og groovy riffs, der printede sig ind i kraniet på enhver med hang til dødsmetal. Hellish Gods lyd bærer præg af at ville efterligne frem for at finde deres eget, og konsekvensen heraf er, at vi her har et produkt, hvor der ikke er meget, som er værd at fremhæve – på den gode eller negative side. De virker så opsatte på at være som deres inspirationer, at de glemmer at tilsætte deres eget præg – hvilket ville være fint, hvis de så i det mindste havde en masse fantastiske riffs, men her er der langt mellem snapsene. End ikke produktionen, vil jeg mene, er forbedret, hvilket er forventeligt her cirka tyve år efter genrens storhedstid.
Der er altså tale om en repetition af genreetablerede standarder i en sådan grad, at jeg forestiller mig, de ellers musikalsk anstændige italienere komponerer deres sange ud fra en tjekliste: Hurtigt riff? Tjek. Blast beats? Tjek. Sur stemme med slemme tekster? Tjek.Vabelfremkaldende solo? Tjek. Desværre bliver det kedeligt i samme tempo som musikken, når man føler, det hele er hørt hundrede gange før – i bedre versioner.
Et rundstykke med ond udstråling
Egentlig er Hellish Gods nye udspil sammenligneligt med det rundstykke, man til tider henter fra sin lokale bager en træt søndag morgen. Det overrasker sjældent smagsmæssigt, og som sådan udfører det sit formål i al sin middelmådighed ved ikke at excellere i noget samt ikke at fornærme nogen med en dårlig smag. Rundstykket lægger ikke op til debat ved morgenbordet om manglende anis eller kardemomme, og det skal ikke udfordre smagsløgene, ligesom det, med undtagelse af belastende birkes mellem tænderne, er meget hurtigt glemt igen. The Evil Emanations er kort fortalt dødsmetal, der er anstændigt bagværk for, hvad det er, men undertegnede har simpelthen svært ved at finde en grund til at lytte igen, da der bare ikke er meget at fremhæve. Tilhører du dog gruppen af metalhoveder, som masturberer ukontrolleret ved alteret af alt, der lyder som Deicide, er der – med lidt godt vilje – grund nok til at give Hellish God et lyt.