Harem Scarems nye udspil, "Human Nature" er en af de mest poppede plader, jeg har hørt i meget lang tid. Med poppet mener jeg poppet på den gammeldags måde, hvor melodierne er så lettilgængelige, at man kan nynne med efter første omkvæd. Melodisk heavyrock vil nok være en lidt misvisende genrebetegnelse, idet musikken her er knap heavy nok til at blive omtalt som sådan. Albummet hører dog afgjort hjemme under rockfanen.
Sange som "Human Nature", "Next Time Around", "Caught Up In Your World" og "Tomorrow May Be Gone" er så gennemført iørefaldende, at man virkelig skal anstrenge sig for ikke at skråle med og hoppe glad omkring, hvis man er i et tilstrækkeligt fjollet humør. Mens jeg intet har imod bandets bud på skamløs 80’er-inspireret poprock med Bryan Adams-agtige passager, har jeg det sværere med de numre, der forsøger at være en slags moderat mere rå udgave af The Goo-Goo Dolls. "Reality", "Don’t Throw It Away", "Give Love / Get Love" og "Starlight" lyder som noget, der er taget ud af soundtracket til en amerikansk ungdoms-tv-serie fra 1990’erne. Disse numre adskiller sig fra de førnævnte fuldfede popsange ved, at der er mindre forskel på harmonierne i vers og omkvæd. Musik kan sagtens være bevidst monoton og alligevel fed, men i denne sammenhæng mangler jeg en spænding hen imod omkvædets forløsning. Endelig synes jeg, at albummet har for lidt volumenmæssig afveksling – numrene kører i det samme pågående lydniveau hele vejen igennem. Jeg kunne godt ønske mig nogle flere stille passager, hvor man lige kunne nå at fordøje den sidste schlager, inden den næste bruser insisterende ud af højtalerne.
Harem Scarem har med "Human Nature" lavet et album, hvor de fleste numre kunne passe lige ind i sendefladen på en vilkårlig kommerciel radiostation. Det er der intet i vejen med, og Harem Scarem spiller fint, men jeg savner lidt mere af det guitarlir, som en gammel ven talte så begejstret om for over 10 år siden, da han kastede sin kærlighed på bandet. I det hele taget savner jeg noget mere spræl og lidt mindre sukker. Retfærdigvis skal det nævnes, at nummeret "21" er en mere rå, lidt Winger-agtig sag, som man godt kan klare at lytte til uden at få huller i tænderne.
