dødsgangen
Gryla - The Redeemer's Festering Carcass

The Redeemer's Festering Carcass

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black/Death/Thrash, Extreme Metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Hvad lavede du, da du var 18?

Grýla er en islandsk troldkælling, som vel bedst kan beskrives som en rigtig ondsindet juledæmon. Efter sigende rejser hun fra landsby til landsby ved juletid og forlanger gaver og lignende – det, hun dog helst vil have, er uartige børn, for de er for hende, hvad juleskum er for kvinder i 20’erne: den ultimative julegodte. Gryla er dog også et norsk black metal-band, som – stilen tro – er et soloprojekt. Hjernen bag er den blot 18 år gamle Torbjørn ’Huggheim’ Kirby Torbo. Det er altid ekstremt imponerende, når man støder på udøvende artister, der stadig er teenagere, for man kan jo aldrig undgå at tænke på, hvad man selv gik og bedrev, da man var 18 – og det er aldrig lige så imponerende. Men lad os da se, om Gen Z kan formå at lave imponerende black metal.

Ungdommens hybris

Ved første øjekast er man tilbøjelig til at tro, at The Redeemer’s Festering Carcass er en klassisk 90’er-black-tribut. Det står dog hurtigt klart at, selvom de gamle mestrer bestemt spøger i kulissen, så er Gryla altså ikke bare Darkthrone Jam – ambitionerne er heldigvis uendeligt meget større end det.

Det todelte intronummer, som også er titelnummeret, er særdeles fremragende og fyldt med diverse overraskelser. Der er både fandenivoldske amokelementer a la både Anaal Nathrakh og hedengangne Inquisitor, men også sublime riffs og et mere end godkendt trommespil fra den unge mand – det her er et stykke musik, der er imponerende, uanset om artisten er 18, 81 eller hvad som helst. Huggheim formår, helt generelt, at flette store mængder død og thrash ind i sit sorte univers, og resultatet taler for sig selv – han har endda læst så meget på lektien, at han har sørget for at få den obligatoriske sejhedslyd med, nemlig gamle Tom G.s ”ugh!”. Man skal jo huske de kæmper, hvis skuldre man står på.

Naturligvis er der også upsere på albummet; det skyldes uden tvivl den helt særlige hybris, man kun kan begå, når man er 18 år gammel. ”Imposer” er ikke et specielt godt nummer; det væver for meget frem og tilbage uden at finde et reelt ståsted, og ligeså er Huggheims vokalskifte fra skrig til growl ikke et, der overordnet matcher musikken særlig godt.

Less filler, more killer

Samlet set er albummets første halvdel så absolut den stærkeste – og hvis jeg skal være helt hudløst ærlig, så burde de sidste tre numre være blevet skrottet. Albummet havde i så fald, med stor fordel, været en EP, hvilket havde været det bedste format til Gryla generelt, tror jeg. Less is more, unge ven!

Tracklist

  1. The Redeemer's Festering Carcass pt 1
  2. The Redeemer's Festering Carcass pt 2
  3. Banners Soaked in Crimson Essence
  4. Imposer
  5. Carnal Beast
  6. Spewing Fecal Abjurations