Rocken er død…
…er der nogen, der påstår, og endnu værre står det angiveligt til for metallen. Sat lidt på spidsen er det, ud over gamle travere som Kiss, Maiden og Metallica, stort set kun mainstream pop- og hip-hop-artister, der kan sælge albums og trække folk til stadionkoncerter. Når det lykkes for ’nyere’ bands som Limp Bizkit, Nickelback, Creed, Foo Fighters og Volbeat at bryde igennem til et mainstream-publikum, må de som regel lægge ører til uendelige mængder af had og latterliggørelse fra selvbestaltede ”ægte” rock- og metalfans. Når genrernes egne fans i dén grad hader de få bands, der har kommercielt potentiale, er det ikke så underligt, at pladeselskaber og radiostationer hverken tror eller satser på nye hard rock- og metalgrupper.
Nyeste skud på denne uheldige stamme er de amerikanske Kiszka-brødre i Greta Van Fleet (GVF), der faktisk allerede har opnået en vis kommerciel succes, på trods af at de kun har udsendt et par EP’er i 2017 og deres første fuldlængde-album, Anthem Of The Peaceful Army, her i 2018. I visse dele af rock-pressen, især den mere ”classic rock”-orienterede del, er de desuden blevet udråbt som rockens helt store nye håb. Men kan de leve op til al hypen, og fortjener de i det mindste ikke, at alle elitære rock-fans giver dem en fair chance?
Medrivende, velspillet hardrock – som Jimmy Page lavede det
Lad os bare hoppe til konklusionen med det samme: selvfølgelig fortjener GVF, at vi lægger battlevesten og rullekraven væk, og giver dem et fordomsfrit lyt, men hypen lever de desværre kun op til i glimt. Det positive først: GVF spiller medrivende hard rock, præcis som det lød dengang, Jimmy Page samlede legendariske Led Zeppelin i 1968. Musikerne er superdygtige, og de har fuldstændig styr på virkemidlerne. Ydermere skriver de solide sange, og det hele lyder godt og professionelt. Albumåbneren ”Age Of Man” er smuk og fyldt med atmosfære. ”Watching Over” og “You’re The One” er andre eksempler på temmelig vellykkede sange med gang i den og omkvæd, vi kan synge med på. Så langt så godt, men de samme numre er desværre også perfekte eksempler på alt det, der er galt ved Anthem Of The Peaceful Army: for på trods af gruppens mange talenter, kan de ikke skjule, at det hele er et fuldstændigt skamløst plagiat af Led Zeppelin. Det første man lægger mærke til, er forsanger Josh Kiszka, der lyder så meget som Robert Plant, at man ikke tror sine egne ører. Desværre er hans udgave af Plant udelukkende i den absolut skingre ende, og han mangler fuldstændig den dybde og føling for the blues, Plant, allerede som 19-årig demonstrerede på Led Zeppelin. Det bliver meget hurtigt ekstremt anstrengende. De stramme bukser kan åbenbart godt stramme for meget.
Sangskrivningen er som nævnt solid, men er du fan, kan du ikke undgå konstant at tænke over, hvilken Zeppelin-sang, de nu stjæler fra, når du hører Anthem. Er det her ikke melodien fra ”Your Time Is Gonna Come”? Jo, det er det såmænd. Er det her guitar-stykke ikke nappet fra ”Ten Years Gone”? Jo, lige præcis! Og sådan bliver det ved med den ene efterligning efter den anden.
Udover at plagiat altid så vidt muligt bør begrænses, så skaber det et andet problem: den uundgåelige sammenligning med deres forbilleder. GVF er dygtige, men det falder bare ikke på nogen måde ud til bandets fordel at blive holdt op mod hverken John Bonhams sublime trommespil eller Jimmy Pages magiske guitar og geniale sangskrivning. (Vokalen behøver vi næppe at nævne igen). Det er en kamp, intet hard rock-band nogensinde kan vinde, og derfor bør de selvfølgelig heller ikke forsøge, men i stedet i langt højere grad søge deres eget udtryk. Det sker bare ikke på dette album - som i overhovedet ikke.
Tilbageskuende fremtidshåb? Den går vist ikke
Nu kan Led Zeppelin jo ikke helt undsige sig lignende beskyldninger om plagiat. De brugte dog aldrig kun én kunstner som forbillede, men ’lånte’ tværtimod lidt hist og lidt pist, og det var så i øvrigt kun helt tidligt i deres karriere. GVF er et ungt og meget talentfuldt band, så man må bare håbe, at de kan frigøre sig fra idolerne og skabe deres egen vej frem. For hvordan kan man være en helt musikgenres håb og fremtid, når man kun skuer tilbage? Greta Van Fleet er klart den bedste Zeppelin-klon, man har hørt i årtier, men er det virkelig ambitionsniveauet? Det kan du gøre bedre, Greta!