Så forfærdelig dårlig en vokal, at det er fedt
Det er tid til at stifte bekendskab med det svenske band The Graviators, og deres album Evil Deeds . Bandet består af Niklas Sjöberg (vokal), Martin Fairbanks (guitar), Johan Holm (bas) og Henrik Bergman (trommer).
Det første nummer "Soulstealer" starter ud med et guitar-riff, der egentlig er meget fedt. Det riff bliver dog hurtigt afbrudt af en meget skæv og underlig vokal. Vokalen er umiddelfart meget meget ringe, men på en måde så ringe, at det er fedt. Den kan dog også godt blive lidt belastende i længden. I hvert fald hvis man hører alle albummets sange i træk. Egentlig handler det bare om, at vænne øret til skævheden.
Sangen "Morning Star" hører nok til blandt mine egne favoritter på albummet. Sangen starter lige på, og vokalen kommer også ind næsten lige med det samme. På en eller anden måde virker sangen bekendt, da stilen i den er hørt før. Hvis det er en stil man er til, har dét en ret positiv virkning, da man hurtigt føler, at man kender nummeret godt. Nummeret har også et omkvæd der er let genkendeligt, hvilket også er et plus.
Der sker noget på albummet, og numrene afviger fra hinanden på trods af, at der alligevel er en sammenhæng og en rød tråd.
Musikken i sig selv understøtter vokalen rigtig godt, på den der tilstrækkeligt uperfekte måde. Alt i alt kan jeg faktisk godt lide albummet, og jeg er vild med, at der er gang i den, samtidig med at der en variation. Vokalen, musikken, rytmen, stilen og albummet i sin helhed falder fint i min smag.