The Gathering - Home

Home

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Rock, Prog rock
Spilletid:60:21
Antal numre:13

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Da hollandske The Gathering tilbage i 1995 udsendte deres anmelderroste "Mandylion" album, var jeg selv blandt dem der faldt på røven over deres unikke blanding af atmosfærisk storslået metal, krydret med Anneke Van Giersbergen’s fortryllende vokal. Denne rus vedblev endnu et par skiver frem, men så var jeg ligesom røget af den vogn. Så efter "How To Measure A Planet?" (fra 1998), har jeg ikke fulgt med i deres gøren og laden. Jeg er derfor heller ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om "Home", for eksempelvis fem år siden, men nu er mit musiksyn heldigvis blevet bredere (med alderens kraft og tyngde), og jeg er i dag ikke bleg for at indrømme, at jeg faktisk rigtigt godt kan lide "Home" - uanset hvor lidt metal den rent faktisk er – og i den henseende kan man måske nok undre sig lidt over, om hvorvidt The Gathering overhovedet fortjener plads på vores spalter. "Home" er nemlig uden tvivl det mindst metalliske, jeg til dato har hørt fra deres front – faktisk så meget, at jeg ikke selv aner hvorledes jeg skal beskrive deres musik i metallisk tematisering. Uanset hvad, skal der ikke herske nogen tvivl om at The Gathering herpå har begået en samling stemningsfulde numre, hvor Anneke Van Giersbergen’s smukke og lyse vokal er det helt naturlige omdrejningspunkt. En rigtig dejlig ’slappe-af-skive’ med et behageligt drømmende udtryk, pakket ind i en særdeles lækker produktion.