Triumf eller nederlag?
Amerikanske Foretoken opstod tilbage i 2018, og to år efter udgav de debuten Ruin, et album med fokus på lige dele myter og sprøde guitarsoli. Nu er duoen klar med opfølgeren Triumphs, en albumtitel, der vel egentlig forpligter, for selvom den refererer til albummets tematik, så kan man ikke lade være med at tænke, om de to ikke også mener, at albummet samlet set er en triumf. Spørgsmålet er så naturligvis, om det er tilfældet, eller om det blot er endnu en skive, der drukner i den endeløse malstrøm af metaludgivelser.
Fantastisk spring, elendig landing
Stilistisk set minder Foretoken om bands som Aeternam, Aether Realm, Children of Bodom, Mors Principium Est og Ex Deo. Altså melodisk dødsmetal a la Finland, dog med et sydlandsk tvist. Det er den slags musik, hvor guitaren er den absolutte stjerne, og alt andet lidt må vige til siden – det er blærerøvsmusik, hvor det handler om at få proppet så mange riffs og guitarsoli ind som muligt – og det virker sgu, i hvert fald langt hen ad vejen.
De første fem numre er ekstremt velskrevne, og bandet formår let og elegant at hoppe fra genre til genre, så selvom det på papiret er melo-død, kommer der også elementer af black, thrash og regulær heavy ind hist og pist. Især er et nummer som ”Demon Queller”, der handler om spøgelseskongen Zhong Kui fra den taoistiske mytologi, er gennemført genialt. Her formår bandet nærmest at kanalisere Yngwie Malmsteens neo-klassiske guitarmelodier ind i projektet, og resultatet er bare sejt. ”Serpent King’s Venom” går en lidt anden retning og skruer op for en mere traditionel, bluesagtig heavystil, og trods sine melo-dødsrødder har rytmesektionen en aura af Metallicas Load-album.
Desværre sker der det uheldige, at gassen går af ballonen hen imod det sjette nummer, ”His Riastrad”. Her er det, som om bandet er løbet tør for ideer og begynder at køre i ring, og desværre fortsætter den tendens på de sidste to numre, ”Devil of the Sea” og ”A Tyrant Rises as Titans Fall” – ydermere er der også lige et Naglfar-covernummer som afslutning, hvilket der bestemt heller ikke er nogen grund til, da det simpelthen ikke gør andet end at fylde. Det er virkelig en skam, at Triumphs ender så klodset, når nu det startede så ekstremt godt og stærkt – det er som at se en elitegymnast lave et helt fantastisk spring for så at lande pladask med ansigtet i sandgraven.
Spandevis af potentiale
Havde Triumphs nu blot holdt sig til at indeholde de første fem numre, og så enten været en EP eller et kort album, så havde vi snakket de helt store karakterer, men desværre ender Foretoken med at gabe over mere, end de kan tygge. Men det er selvfølgelig også et ret nyt band, og potentialet er stjerneklart, så ud fra den devise kan man kun antage, at bandets næste album virkelig sidder i skabet, for der er stadig plads til finjusteringer hist og pist.