Endnu et vredt og længe ventet pletskud fra sludge-mestrene
Alt godt kommer til den, som venter
Man kan ikke beskylde sludge-veteranerne i Eyehategod for at være gavmilde med nye plader. Faktisk er det kun blevet til fem af slagsen siden dannelsen i 1988, og vi skal helt tilbage til 2014 for at finde bandets seneste udgivelse, der dengang var første album siden årtusindskiftet. Hvad man derimod godt kan beskylde dem for, er at levere superfede plader, når de så endelig gør det. Nyeste og længe ventede sjette langspiller, A History Of Nomadic Behavior, er heldigvis ingen undtagelse.
Sludgens fakkelbærere traver videre
Ligefrem at udnævne Eyehategod til at være sludge-metallens fædre ville nok være at stramme den lidt. De fleste vil nok, med rette, nævne legendariske Melvins i den sammenhæng, men er der et band, der sjældent, hvis overhovedet nogensinde, har veget bare en anelse fra den rendyrkede, beskidte, vrede, mudrede og tonstunge sludge, så er det kvartetten fra New Orleans. Som et af de få “oprindelige” sludge-bands, der er tilbage, lyder Eyehategod stadig som en tåget og alkoholpåvirket slåskamp mellem et punkband og et bluesband, der er blevet uvenner over, hvem af parterne der har pisset i den sidste flaske whisky. Bevares, der findes rigtig mange fremragende sludge-bands derude med styr på, hvordan man omsætter vrede til god musik. Men der er ingen som Eyehategod, der kan flå lytteren ud af hamsterhjulet, når verdenssamfundet er ved at brænde på, og minde os allesammen om, at klodens tilstand kræver handling. Og der skal da heller ikke mange afspilninger af eksempelvis albumåbneren “Built Beneath the Lies”, singlen “Circle of Nerves” eller det fremragende “High Risk Trigger” til, før man kan høre bandet være sure som aldrig før. For et band, der tidligere har udtalt “We thrive on being miserable”, kan man levende forestille sig, hvordan raceoptøjer, præsidentvalg og covid-19 kan være uhyre effektiv benzin på det bål, som nyeste plade er. Det er Eyehategod, når de er allerbedst.
A History Of Nomadic Behavior er dog ikke kun samfundskritisk vrede og soniske skideballer til alverdens hyklere. Det er også, endnu en gang, en aldeles medrivende og meget velspillet musikalsk oplevelse. Og her tænker jeg især på, hvordan utrættelige Jimmy Bowers riffs komplementerer Mike Williams’ formidable vokal. Tør man kalde det makkerpar for sludgens Jimmy Page og Robert Plant? Ja, det tør vi sgu godt.
Et must for fans
A History Of Nomadic Behavior er umiskendeligt Eyehategod, der med deres dybe og langsomme bluesriffs, frådende punkvokal og skrabede produktion lyder præcis, som de skal. Siden sidst har forsanger Mike Williams gennemgået en levertransplantation, men eventuelle bekymringer om, hvorvidt manden stadig kan præstere med en mikrofon, kan hurtigt droppes – han er vred og veloplagt som sædvanligt. Præcis som resten af bandet.
På nuværende tidspunkt kaster jeg “kun” otte kranier efter albummet, men det er med forbehold for, at jeg kommer til at fortryde det og tilføjer et mere på et senere tidspunkt. Pladen vokser for hver eneste gennemlytning og kunne sagtens ende med at komme med på undertegnedes liste over årets bedste plader, når 2021 går på hæld. Men sikkert er det lige nu og her, at Eyehategod igen har leveret en rigtig solid plade, der er obligatorisk forårslytning for alle sludge-fans.
